Da jeg var lille, var min bedstefar altid min største helt. Han var den, jeg løb til, når jeg var ked af det eller havde brug for en krammer. Han var min bedste ven og den, jeg altid kunne stole på.
En aften, da jeg var omkring fem år gammel, var jeg på besøg hos min bedstefar. Vi havde spist aftensmad sammen, og jeg var ved at blive træt. Min bedstefar sagde, at det var tid til at gå i seng, så jeg børstede mine tænder og kravlede op i sengen.
Jeg lå og tænkte på alle de sjove ting, vi havde lavet den dag, da jeg pludselig hørte en dør åbne. Jeg troede, det var min far, der kom for at sige godnat, så jeg rejste mig og løb hen til ham for at give ham en krammer.
Men da jeg kom tættere på, opdagede jeg, at det ikke var min far – det var min bedstefar. Jeg var lidt forvirret, men jeg var stadig så træt, at jeg ikke rigtig tænkte over det. Jeg gav ham en stor krammer og sagde godnat.
Da jeg vågnede næste morgen, huskede jeg ikke engang, at jeg havde givet min bedstefar en krammer. Men min bedstefar havde ikke glemt det. Han smilede til mig og sagde, at det var den bedste krammer, han nogensinde havde fået.
Jeg vidste ikke rigtig, hvad han mente, men det gjorde ikke noget. Jeg vidste bare, at min bedstefar var glad, og det gjorde mig glad. Vi spiste morgenmad sammen, og så var det tid til at tage hjem.
Jeg sagde farvel til min bedstefar og lovede at besøge ham snart igen. Han sagde farvel og gav mig endnu en krammer. Denne gang vidste jeg, at det var min bedstefar, og jeg nød krammen endnu mere end den første.
Den aften lærte jeg, at det ikke altid er vigtigt, hvem man giver en krammer til – det vigtigste er, at man viser sin kærlighed og taknemmelighed overfor de mennesker, man holder af. Og jeg vil altid huske den gang, jeg gav min bedstefar en krammer, da jeg troede, han var min far.
