Engang for længe siden boede der tre små grise, som havde bygget deres huse af halm, træ og mursten. De levede lykkeligt i deres små huse og brugte deres tid på at lege og spise. En dag sneg en stor, ond ulv sig ind i skoven, og hans øjne blev straks fanget af de tre små huse. Han besluttede sig for at spise de tre små grise til aftensmad.
Ulven begyndte at nærme sig det første hus, hvor den første lille gris boede. Han bankede hårdt på døren og råbte: “Lille gris, lille gris, luk mig ind!” Men den lille gris var klog og svarede: “Nej, nej, nej, det gør jeg ikke. Du er den store, onde ulv, og du vil spise mig!” Ulven blev rasende og forsøgte at blæse huset ned, men det var forstærket med halm, og han kunne ikke nedbryde det.
Så gik ulven videre til det næste hus, hvor den anden lille gris boede. Han bankede hårdt på døren og råbte: “Lille gris, lille gris, luk mig ind!” Men den lille gris var også klog og svarede: “Nej, nej, nej, det gør jeg ikke. Du er den store, onde ulv, og du vil spise mig!” Ulven blev endnu mere rasende og forsøgte at blæse huset ned, men det var lavet af træ og var stærkere end det første hus.
Ulven besluttede sig for at gå videre til det sidste hus, hvor den tredje lille gris boede. Han bankede hårdt på døren og råbte: “Lille gris, lille gris, luk mig ind!” Men den lille gris var den klogeste af dem alle og svarede: “Nej, nej, nej, det gør jeg ikke. Du er den store, onde ulv, og du vil spise mig!” Ulven blev vred og forsøgte at blæse huset ned, men det var lavet af mursten og kunne ikke nedbrydes.
Ulven var nu både sulten og træt. Han indså, at han ikke kunne spise de tre små grise, og at han skulle gå tomhændet hjem. Han besluttede sig for at tage en lur i skoven og tænke over, hvordan han kunne blive bedre til at fange de små grise en anden gang.
De tre små grise var glade og takkede sig selv for at have bygget deres huse så stærke og solide. De kunne nu sove trygt om natten og var beskyttede mod den store, onde ulv. Og hver gang de tænkte på historien om den store, onde ulv, var de taknemmelige for, at de havde hinanden og deres sikre huse.
