I en skov langt væk fra menneskers øjne stod to træer side om side. De var af samme art, og havde stået der i mange år. De havde set skoven forandre sig, årstiderne skifte og dyr komme og gå. Men de havde altid stået der, urokkelige og faste.
De to træer havde altid været gode venner, og de kunne snakke sammen i timevis. De delte deres tanker og følelser, og de vidste alt om hinanden. Men langsomt begyndte der at opstå noget mere mellem dem. De begyndte at føle sig tiltrukket af hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre ved det.
De vidste, at træer ikke kunne have kærester, men alligevel kunne de ikke lade være med at føle sig tiltrukket af hinanden. De var bange for, hvad de skulle gøre ved deres følelser. Skulle de ignorere dem og fortsætte med at være venner, eller skulle de tage skridtet videre og se, hvor det førte hen?
Efter mange overvejelser besluttede de sig for at følge deres hjerter. De begyndte langsomt at bevæge sig tættere på hinanden, og de kunne mærke, at deres kærlighed voksede for hver dag, der gik. De delte deres hemmeligheder og drømme, og de vidste, at de ikke kunne leve uden hinanden.
De vidste, at deres kærlighed var anderledes end noget, deres skov havde set før. Men de var ikke bange for at være anderledes. De vidste, at de ville være sammen for altid, og de ville elske hinanden uanset hvad.
Sådan stod de to træer i skoven, højt oppe i luften, og kiggede ud over deres skønne hjem. De vidste, at deres kærlighed var stærkere end noget andet, og de ville altid holde fast i hinanden. De var to træer, men de var også to elskende, der var skabt til hinanden.
