Engang for længe siden, i en lille landsby langt væk, boede der en mand ved navn Henning. Han var kendt for at være den bedste hestehvisker i hele området. Han kunne tæmme selv de vildeste heste og få dem til at adlyde hans mindste vink.
En dag blev Henning kaldt ud til en gård, hvor der var en hest, der var blevet så bange, at ingen kunne komme nær den. Henning tog af sted med det samme og brugte sin magi til at berolige hesten. Han gik hen til hesten og hviskede stille og roligt til den. Hesten roligt sig ned og Henning kunne tage trækket på den.
Men desværre var hesten syg og den døde kort tid efter, selvom Henning havde gjort alt, hvad han kunne for at redde den. Henning følte sig ansvarlig for hestens død og begyndte at tvivle på sin evne som hestehvisker.
Henning blev mere og mere deprimeret og til sidst kunne han ikke klare mere. Han besluttede sig for at forlade landsbyen og alle dem, han kendte og rejse ud i verden for at finde en ny mening med sit liv.
Efter mange år med at vandre rundt, fandt Henning endelig fred. Han blev en ensom mand, der levede af naturen og sov under åben himmel hver nat.
Henning døde i en alder af 70 år og hans krop blev fundet af en gruppe af rejsende, der var på vej igennem skoven. De fandt ham liggende under et træ med et fredfyldt smil på hans ansigt.
Historien om Henning blev fortalt i mange år efter hans død, og folk huskede ham som den bedste hestehvisker, der nogensinde havde eksisteret. Men de vidste også, at han aldrig havde fundet den indre fred, han søgte efter, før han døde.
Og sådan endte historien om den døde hestehvisker.
