Den flyvende hest
Lise boede i et lille gult hus i udkanten af en landsby. Bag haven lå markerne, og bag markerne stod skoven med de høje bøgetræer. Om aftenen kunne hun høre vinden gå gennem kornet, som når man stryger hånden hen over et tæppe.
Lise havde en hemmelighed. Hver aften, før hun skulle sove, tegnede hun en hest. Ikke en almindelig hest, men en hvid hest med store vinger og en manke, der blafrede som et flag. Hun hængte tegningerne op over sengen, og nu var væggen næsten fyldt.
"Hvad hedder den?" spurgte far, da han kom ind for at sige godnat. "Den har ikke noget navn endnu," sagde Lise. "Jeg skal først møde den." Far smilede, slukkede lampen og lod døren stå på klem.
Lise lå og kiggede op i mørket. Så hørte hun en lyd udenfor. Sus. Sus. Det lød, som når mor rystede dynen ud. Sus. Sus. Og så et lille, blødt bump i græsset.
Lise listede hen til vinduet og trak gardinet til side. Ude på plænen, lige ved æbletræet, stod en hest. Den var hvid som mælk i månelyset, og på ryggen havde den to store vinger, der langsomt foldede sig sammen. Den løftede hovedet og kiggede direkte på hende.
Lise åbnede vinduet. Natteluften var kølig og duftede af vådt græs. Hesten kom helt hen og pustede varm luft ud gennem næseborene, så det kildede på hendes hånd. Hun rørte forsigtigt ved dens mule. Den var blød som fløjl. "Er det dig?" hviskede Lise. "Er det dig fra mine tegninger?" Hesten nikkede og bøjede sig ned, så ryggen var lige ud for vindueskarmen.
Lise tog sin trøje på over natkjolen og kravlede op. Hun holdt fast i den lange manke. Hesten tog to skridt, så tre, og så bredte den vingerne ud. Sus. Sus. Lise mærkede, hvordan jorden gled væk under dem.
De steg op over æbletræet og over taget på det gule hus. Lise så skorstenen, cyklen i indkørslen og det lille lys i køkkenet, hvor mor sad og drak te. Så fløj de ud over markerne. Kornet lå sølvgråt i månelyset og bølgede som et stort, stille hav.
"Lidt højere!" råbte Lise og grinede. Hesten slog med vingerne, og de fløj hen over skoven. Trætoppene var så tæt på, at Lise kunne have rørt bladene med tæerne. En ugle sad på en gren og drejede hovedet efter dem. "Hu-hu," sagde den, som om den ville sige god aften.
"Lidt højere!" råbte Lise igen. Nu kom bjergene. De var mørke og runde i toppen, og på den højeste lå en lille plet sne, der glimtede. Herfra lignede landsbyen en håndfuld lysende perler, som nogen havde tabt i græsset. Lise holdt vejret. Det var det smukkeste, hun nogensinde havde set.
Hesten fløj en stor, langsom runde om bjerget. Lise lagde kinden ned mod dens hals. Den var varm og lugtede af hø og regn. Hun kunne mærke dens hjerte slå, roligt og stærkt. Bum-bum. Bum-bum. Hendes øjenlåg begyndte at blive tunge.
"Jeg tror, vi skal hjem nu," sagde hun stille. Hesten vendte. Den fløj tilbage over bjergene, over skoven, hvor uglen stadig sad, og over de sølvgrå marker. Sus. Sus. Til sidst landede den så blidt i haven, at det knap nok gav et bump.
Lise gled ned på vindueskarmen og kravlede ind på sit værelse. Hun strøg hesten over mulen en sidste gang og kiggede på dens vinger, der skinnede som månelys på vand. "Nu ved jeg, hvad du hedder," hviskede hun. "Du hedder Månefjer." Hesten fnøs glad og puffede hende blidt med næsen.
Så bredte Månefjer vingerne ud og steg op mod stjernerne. Sus. Sus. Til sidst var den bare en lille hvid prik på himlen, og så var den væk.
Lise lukkede vinduet og krøb under dynen. På vindueskarmen lå en lang, hvid fjer, der glimtede svagt. Hun lagde den forsigtigt under puden. Udenfor strøg vinden hen over kornet, og et sted langt borte lød det næsten som vinger. Lise smilede, trak dynen op under hagen og faldt i søvn.
Sov godt.
