Det var en mørk og stormfuld aften, da den fortabte sjæl vandrede langs den gamle bro. Broen var engang en livlig vej, hvor biler og mennesker færdedes. Men nu var den forladt og overset.
Sjælen var en ung kvinde, som havde mistet sin elskede mand i en tragisk ulykke på broen for mange år siden. Hun havde ikke været i stand til at slippe sin sorg og havde siden vandret langs broen, håbende på at se sin mand igen.
Mens hun vandrede langs broen, hørte hun en svag lyd. Det var lyden af en mand, der græd. Hun fulgte lyden og fandt en ensom mand, der sad på broens kant og kiggede ned i vandet.
Sjælen spurgte manden, hvad der var galt, og han fortalte hende, at han havde mistet sin kone i en bilulykke på broen for mange år siden. Han havde ikke været i stand til at slippe sin sorg og havde siden vandret langs broen i håb om at se sin kone igen.
Sjælen og manden talte i timevis og delte deres sorg og smerte med hinanden. De indså, at de ikke var alene i deres sorg og at de havde brug for hinanden for at kunne fortsætte deres rejse.
De besluttede sig for at vandre sammen langs broen og dele deres minder om de elskede, de havde mistet. De talte om de gode tider, de havde haft, og om deres drømme for fremtiden.
Efter nogle timer begyndte solen at stå op, og de forlod broen. De sagde farvel til hinanden, men de vidste, at de ville mødes igen.
Sjælen havde fundet en ven i sin rejse, og hun vidste, at selvom hun aldrig ville se sin mand igen, ville han altid være en del af hende.
Den gamle bro var ikke længere en ensom og forladt vej, men en vej fyldt med minder og historier om dem, der havde mistet deres liv. Men i de fortabte sjæles rejse var der også håb om at finde en ven og en måde at komme videre på.
