Der var engang en lille dreng, der hed Max. Max var en ensom dreng, der ofte følte sig fortabt i verden. Han følte, at han ikke kunne finde sin plads i livet, og at han aldrig ville finde sand lykke.
En dag, da Max var ude at gå en tur, kom han forbi en gammel og forladt kirkegård. Han besluttede sig for at gå ind og se sig omkring. Kirkegården var stille og forladt, og Max var den eneste person, der var der.
Pludselig hørte Max et højt suk. Han kiggede rundt, men kunne ikke se noget. Så hørte han det igen, og denne gang var det tydeligere. Max gik hen mod lyden, og til sin overraskelse fandt han en fortabt sjæl.
Sjælen var en ung pige, der havde været fanget på kirkegården i mange år. Hun fortalte Max, at hun havde brug for hans hjælp til at finde fred og komme videre til næste liv.
Max følte medlidenhed med sjælen og besluttede at hjælpe hende. Han talte med hende og lyttede til hendes historie. Han forklarede, at hun ikke længere skulle være bange, og at hun nu ville finde fred.
Efter nogen tid følte sjælen sig fri og takkede Max for hans hjælp. Hun forsvandt langsomt, og Max vidste, at han havde hjulpet hende med at finde fred.
Max gik hjem den aften med en følelse af tilfredshed og glæde. Han havde fundet sin plads i livet, og han vidste, at han ville finde sand lykke ved at hjælpe andre.


