Der var engang en gammel klovn, der altid stod på samme gadehjørne. Han var kendt af alle i byen, og børnene elskede at stoppe op og se på hans tricks og sjove ansigter.
Men bag klovnenes smil var der en ensomhed og længsel efter at blive set og anerkendt for mere end sine klovnefærdigheder. Han drømte om at være en berømt skuespiller eller kunstner, men tiden var gået fra ham, og han var blevet glemt af verden.
En aften, da klovnens show var slut, og han var ved at pakke sine ting sammen, stod der en lille pige og kiggede på ham. Hun havde store øjne og et smil på læben, og klovnen kunne ikke lade være med at spørge hende, hvad hun tænkte på.
Pigen svarede, at hun gerne ville være en klovn ligesom ham, fordi hun elskede at få folk til at grine og glemme deres sorger. Klovnens hjerte fyldtes med glæde, og han tog pigen under sin vinge og lærte hende nogle af sine tricks.
I de følgende uger kom pigen hver aften for at være sammen med klovnen, og de lavede sjov sammen og fik folk til at grine. Klovnens ensomhed og længsel blev erstattet af en varm følelse af at have fundet en ven og en lærling.
En aften, da klovnen og pigen stod på gadehjørnet og spillede deres show, kom der en mand forbi, som havde set dem før. Han var en kendt teaterdirektør og tilbød klovnen og pigen en audition til en stor teaterproduktion.
Klovnen og pigen var lykkelige, og de øvede sig hårdt til auditionen. Da dagen kom, gjorde de deres bedste, og teaterdirektøren var imponeret over deres talent og charme.
Klovnen og pigen fik jobbet og blev en stor succes på scenen. De rejste rundt i hele landet og optrådte for store publikummer, og klovnen vidste, at han aldrig ville have opnået alt dette uden den lille pige, der havde givet ham en ny mening med sit smil og sin drøm om at være en klovn.
Nu står klovnen stadig på samme gadehjørne, men ikke længere for at få folk til at grine, men for at mindes den lille pige og den aften, hvor alt ændrede sig, og han fik opfyldt sin drøm om at blive en rigtig kunstner.
