Da solen var gået ned og stjernerne tændte op på himlen, var det tid til at sige godnat. Men for Liva var det ikke så nemt at falde i søvn i aften. Hendes mor havde fortalt hende en historie om en skov, som var blevet glemt af menneskene, og hvordan den langsomt var ved at forsvinde.
Liva kunne ikke lade være med at tænke på skoven. Hun tænkte på de træer, som havde stået der i århundreder, og de dyr, som havde haft deres hjem i skoven. Hun tænkte på, hvordan det ville være, hvis skoven var helt væk.
Pludselig hørte Liva en stemme. “Kom med mig,” sagde stemmen, og Liva vidste med det samme, at det var skoven, som talte til hende. Hun rejste sig op fra sin seng og gik ud på altanen. Der så hun en lysstråle, som førte ud i natten.
Liva fulgte lysstrålen, og inden længe stod hun foran skoven. Den var smuk, men samtidig så trist ud. Træerne var visne, og dyrene var væk. Liva vidste med det samme, at hun måtte gøre noget for at redde skoven.
Hun begyndte at plante nye træer og vande dem hver dag. Hun byggede huse til dyrene, som var vendt tilbage, og hun sørgede for, at skoven blev passet og plejet.
Efter nogle måneder var skoven blevet en smuk og frodig skov igen. Dyrene var glade, og træerne var fulde af liv. Skoven var ikke glemt længere.
Liva gik tilbage til sin seng og faldt i søvn med et smil på læben. Hun vidste, at hun havde gjort en forskel, og at skoven ville være der for evigt.
