Engang for længe siden, i en lille by ude på landet, var der en grav, som var kendt for at være hævngerrig. Folk fortalte historier om, hvordan den ville forfølge og straffe enhver, der dristede sig til at forstyrre dens fred. Ingen turde gå forbi den om natten, og det siges, at selv dyrene undgik at passere forbi den på deres vej til græsning.
En dag besluttede en ung mand ved navn Peter sig for at udfordre gravens hævnfulde ry. Han var træt af at høre på de skræmmehistorier, som folk fortalte, og tænkte, at det hele måtte være opspind. Så en nat, da månen stod højt på himlen og lyste op i nattemørket, besluttede Peter sig for at besøge den hævngerrige grav.
Han gik forsigtigt hen mod gravstedet og begyndte at grave. Han gravede og gravede, indtil han endelig nåede ned til kisten. Han åbnede kisten og fandt en gammel, støvet bog. Det var en gammel dagbog, som havde tilhørt en mand, der engang havde boet i byen.
Peter tog bogen med hjem og begyndte at læse den. Han læste om den mand, der havde skrevet den, og om hans liv og død. Han læste også om, hvordan han var blevet begravet på den hævngerrige grav.
Men der var noget sært ved dagbogen. Den var fyldt med mærkelige tegn og symboler, som Peter ikke kunne forstå. Men alligevel var han draget af dem og fortsatte med at læse.
Pludselig hørte han en lyd fra sit værelse. Han kiggede sig omkring, men der var ingen der. Han vendte sig tilbage til bogen og fortsatte med at læse. Men da han kiggede op igen, så han noget, der chokerede ham dybt.
Foran ham stod den mand, som havde skrevet dagbogen. Han stirrede på Peter med et intenst udtryk i sine øjne. Peter kunne mærke frygten vokse i ham, og han forsøgte at flygte, men forgæves. Den hævngerrige grav havde haft sin hævn.
Peter blev aldrig set igen, og ingen ved, hvad der skete med ham. Men folk i byen fortsatte med at fortælle historier om den hævngerrige grav og den skæbne, der ventede på dem, der turde at forstyrre dens fred.
