Den hemmelige have
I udkanten af en lille by lå en gammel have, som alle kaldte Den hemmelige have. Rundt om den stod en høj mur af røde sten, så tæt dækket af vedbend, at ingen kunne se ind. Nogle sagde, at haven havde ligget der i flere hundrede år. Men ingen vidste, hvad der voksede derinde.
Peter gik forbi muren hver dag på vej hjem. Tit stoppede han og lagde øret mod de kølige sten. Så syntes han, at han kunne høre fuglefløjt og noget, der rislede ganske stille. "Hvad gemmer du på?" hviskede han.
En eftermiddag fik han øje på et hul helt nede ved jorden, skjult bag en gardin af blade. Det var lige stort nok til en dreng. Peter kiggede sig over skulderen, lagde sig på maven og kravlede ind. Skrab, skrab, sagde jakken mod stenene.
Da han rejste sig, stod han helt stille. Overalt var der blomster. Røde roser, blå klokker som små hatte og gule blomster, der lignede smørklatter. Det duftede af honning og våd jord, og humlebierne summede bzzz, bzzz mellem bladene. Lidt længere fremme stod en lund af træer, hvis grene hang helt ned til græsset som grønne telte. Peter gemte sig bag en stamme, talte til ti for sig selv og fnisede.
En sti af flade sten førte længere ind i haven. Peter fulgte den, til han kom til en dam. Åkanderne lå og vuggede på vandet, og en frø hoppede i med et plump. Midt i dammen lå en lille ø, og på øen stod et hus med grønt tag og en skæv skorsten.
Ud til øen gik en smal bro af træ. Peter satte forsigtigt den ene fod på den. Knirk, sagde broen. Han tog et skridt mere. Knirk, knirk. "Rolig nu," sagde Peter og holdt godt fast i gelænderet, til han stod på den anden side.
Døren gik op med et lille suk. Indenfor var der hylder helt op til loftet, fyldt med bøger. På væggene hang malerier af skibe på store bølger, af blå bjerge og af en ræv, der sad i sneen og kiggede på månen. Det lugtede af gammelt papir og lavendel. Ved vinduet stod en blød lænestol med et lappetæppe over armen.
På bordet lå en tyk bog skrevet i hånden. På første side stod der med snirklede bogstaver: Mine historier. Til den, der finder vej. Så forstod Peter, at en forfatter havde boet her for længe siden og siddet netop her og skrevet.
Peter krøb op i lænestolen og begyndte at læse. Der var en historie om en hval, der gerne ville lære at fløjte, og en om en lille mand, der tændte lygterne på månen hver aften. Peter læste og læste. Stolen var blød, tæppet var lunt, og til sidst blev hans øjne så tunge, at han faldt i søvn med bogen i skødet.
Da han vågnede, faldt solen gyldent og orange ind ad vinduet. Den var ved at gå ned. "Mor venter!" sagde Peter. Han lagde bogen tilbage på bordet, løb over broen, knirk, knirk, og kravlede ud gennem hullet. "Jeg kommer igen," hviskede han til muren.
Næste dag tog han sine venner Ida og Malik med. De fulgte muren hele vejen rundt. Men hullet var væk. Der var kun sten og vedbend, og ingen fugle fløjtede bag muren. De ledte og ledte. Dagen efter ledte de igen.
"Måske har du bare drømt det," sagde Ida. Peter rystede på hovedet og satte sig i græsset. "Skal jeg fortælle jer om hvalen, der ville lære at fløjte?" spurgte han. Ida grinede allerede, før han var færdig, og Malik ville straks høre en til. Så fortalte Peter om manden, der tændte lygterne på månen.
Om aftenen puttede mor dynen godt omkring ham. "Fandt du din have?" spurgte hun. "Nej," sagde Peter. "Men jeg tror, den er der endnu. Den venter bare på den næste, der skal finde vej." Mor smilede og slukkede lyset.
Peter lå og kiggede ud ad vinduet. Over tagene tændtes stjernerne, én efter én, som små lygter på himlen. Han tænkte på åkanderne og humlebierne og den bløde stol. Knirk, knirk, sagde broen inde i hans tanker. Så lukkede øjnene sig, og Peter faldt i søvn med en lille bid af haven gemt inden i sig.
Sov godt.
