Den hemmelige have fyldt med farverige blomster
Bag Emmas hus gik en smal sti langs en gammel, høj mur. Stenene var grå og ru, og vedbend hang ned over dem som grønne gardiner. Hver gang Emma gik forbi, lagde hun øret mod muren og lyttede. Nogle gange syntes hun, at hun kunne høre noget derinde. Plip, plap. Plip, plap.
"Hvad mon der er bag muren?" hviskede hun. Men muren svarede ikke. Den stod bare der, stor og stille, og passede på sin hemmelighed.
I mange dage gik Emma frem og tilbage og kiggede. En morgen fik hun øje på det store kastanjetræ, der stod tæt ved muren. Den nederste gren hang lavt, næsten som en hånd, der gerne ville hjælpe. Emma greb fat og klatrede op, gren for gren, indtil hun kunne kigge ud over murens kant.
Hun holdt vejret. Derinde lå en have så fuld af farver, at det næsten summede for øjnene. Der var røde valmuer og gule morgenfruer, blå kornblomster og store, lyserøde roser, der hang tunge på buskene. Midt i det hele stod et lille springvand af sten. Plip, plap, sagde vandet. Så det var dét, hun havde hørt.
Emma klatrede forsigtigt ned og gik langs muren. Hun gik og gik, hele vejen rundt. Helt ovre i hjørnet, bag et tykt tæppe af vedbend, fandt hun en lille trædør med et rustent håndtag. Hun trykkede. Døren rokkede sig ikke. Den var låst.
Emma satte sig på hug og kiggede sig omkring. Ved dørens fod lå en flad, grå sten, der var lidt for glat og pæn til bare at være en almindelig sten. Hun løftede den. Under den lå en lille nøgle, kold og jernfarvet. Den passede i låsen. Klik, sagde det, og døren gled op med et langt knirk.
Duften mødte hende først. Den var sød og grøn og lidt som honning på en varm skive brød. Emma gik langsomt ad de smalle stier og hilste på blomsterne, én efter én. Humlebierne brummede om hendes ben, og springvandet sang sit plip, plap.
Næste dag kom hun igen. Og dagen efter. Og dagen efter igen. Ved springvandet fandt hun en gammel vandkande, og med den gav hun blomsterne vand. Hun lærte, at morgenfruerne lukker sig, når solen går ned, og at roserne helst vil have vand ved rødderne og ikke på bladene.
Når hun sad på springvandets kant, blev hun helt stille indeni. Det var, som om haven trak vejret langsomt, og hun gjorde det samme. Ind og ud. Plip og plap.
"Sådan en have er for god til kun at være min," tænkte Emma. Så en eftermiddag tog hun sine venner Oskar og Liva med. Hun viste dem stenen og nøglen. Klik. Knirk. De listede ind på tæerne, snusede til roserne og lå længe i det bløde græs og kiggede på skyerne.
Sådan gik lang tid. Men en dag, hvor solen havde brændt i mange uger, var noget forandret. Roserne hang med hovederne, og bladene på valmuerne var blevet tørre og krøllede. Springvandet sagde kun ét lille plip, og så kom der ikke noget plap.
"Haven er tørstig," sagde Liva. "Og træt," sagde Oskar. Emma nikkede. "Så må vi hjælpe den."
De fyldte vandkander i bækken bag huset og bar dem ind, én ad gangen. De hev ukrudt op og bandt roserne op med blødt garn. Til sidst fiskede Emma en klump visne blade op af springvandets lille rør. Så gurglede det, og vandet sprang op igen. Plip, plap. Plip, plap.
Det tog mange dage. Men en morgen var der små, stramme knopper overalt, og snart foldede de sig ud i farver, haven aldrig havde haft før. Orange, violette og hvide som mælk. Haven var endnu smukkere end den første gang.
Den aften lå Emma i sin seng med vinduet på klem. Gennem sprækken kunne hun ane en svag duft af roser, der var smuttet ud over muren. Over taget tændte stjernerne sig, én efter én, ligesom knopperne i haven. Emma lukkede øjnene og lyttede. Plip, plap, tænkte hun. Plip. Plap. Og så sov hun.
Sov godt.
