Den hemmelige talisman
Der var engang en lille pige, der hed Lily. Hun elskede historier om skjulte skatte og hemmelige kræfter, og når mor læste højt, lå hun altid og tænkte: Gid jeg selv kunne finde sådan en ting. En talisman, som kun var min.
En eftermiddag gik Lily tur i skoven bag huset. Bladene raslede under hendes støvler, og solen faldt i pletter mellem træerne. Ved den gamle bæk lå der en masse grå sten. Men én af dem var anderledes.
Den var større end de andre og formet som et hjerte. Når lyset ramte den, glimtede den med små sølvprikker, som om nogen havde drysset stjerner ned i den. Lily samlede den op. Den var glat og lun, som om den havde ligget i solen hele dagen. Hun trykkede den ind til brystet og hviskede: "Du er min hemmelige talisman."
Hun fortalte det ikke til nogen. Stenen kom i lommen, og derhjemme gemte hun den under hovedpuden. Hemmelig, hemmelig, kun for mig, nynnede hun, mens hun glattede dynen.
Hver aften, når lyset var slukket, tog Lily stenen frem og holdt den i hånden. Så ønskede hun. Hun ønskede, at hun kunne flyve. Hun ønskede, at hun kunne blive til en stor, stærk løve. Og hun ønskede, at hun kunne hjælpe dyr, der var syge eller havde slået sig.
En nat, da regnen var holdt op og månen kiggede ind ad vinduet, hørte Lily en lyd. Det var en svag, venlig hvisken, lige så stille som vind i gardinet. Hun lukkede øjnene, og da hun åbnede dem igen, var hele værelset fyldt med et blødt, gyldent skær. Det kom fra stenen.
"Tag min hånd, Lily," hviskede stemmen. Lily rakte hånden frem. Hun kunne ikke se nogen, men noget varmt holdt om hendes fingre. Og så, svisj, lettede hun fra sengen.
Hun svævede hen over gulvtæppet, ud gennem vinduet og op over hustagene. Luften var kølig og duftede af vådt græs. Under hende lå haven, vejen og skoven som små mørke tæpper. Svisj, svisj, sagde vinden om hendes ører. Lily grinede. Hun var let som en fjer.
Langsomt dalede hun ned i en lysning i skoven. Da hun ramte jorden, var hendes fødder ikke fødder mere. De var store, bløde poter. Hun kiggede ned og så en gylden pels og en lang hale med en dusk for enden. Lily var blevet en løve.
Hun rystede manken og brølede. ROOOAR! Det rungede mellem træerne, og hun følte sig stor og stærk og modig.
Så hørte hun en lille, pibende lyd fra en busk. Der sad et pindsvin med en tjørn i poten. Det kiggede forskrækket op på den store løve. "Bare rolig," sagde Lily og lagde sig ned, så hun blev helt lav. "Jeg vil bare hjælpe." Forsigtigt, forsigtigt trak hun tjørnen ud med tænderne. Pindsvinet snusede til hendes snude. "Tak," sagde det, og så trissede det hjem til sin rede af blade.
Lily blev liggende i græsset og kiggede op på stjernerne. Det var dejligt at være løve, men hun begyndte at savne sin dyne.
Næste morgen vågnede hun i sin egen seng. Solen skinnede på puden, og hendes hænder var helt almindelige hænder. Havde det bare været en drøm? Hun stak hånden ind under hovedpuden. Stenen lå der. Den var lun.
Lily smilede. Måske var det en drøm. Måske var det noget mere. Hun puttede stenen i lommen den dag og tog den med i skole, ud at gynge og hjem igen.
Om aftenen lå hun under dynen med talismanen tæt ind til hjertet. Udenfor tændtes stjernerne, en efter en. "Hemmelig, hemmelig, kun for mig," hviskede Lily. Hendes øjne blev tunge. Og mens hun faldt i søvn, syntes hun, at stenen gav et lille, varmt glimt, som om den også sagde godnat.
Sov godt.
