Engang for længe siden levede en klog ugle dybt inde i skoven. Han var kendt for sin visdom og blev ofte opsøgt af andre dyr, når de havde brug for råd eller vejledning.
En aften, da solen var gået ned, kom en lille mus kravlende op til uglen og bad om hans hjælp. Musen var bekymret for, at han ikke ville overleve vinteren, da han ikke havde nok mad til at klare sig igennem den lange og kolde tid.
Uglen lyttede opmærksomt til musens bekymringer og tænkte længe over, hvad han kunne gøre for at hjælpe ham. Til sidst kom han på en idé og sagde til musen: “Hvis du kan finde en stor kornmark, vil jeg hjælpe dig med at samle så meget korn, du kan bære.”
Musen blev lykkelig over uglens forslag og takkede ham mange gange, før han skyndte sig af sted for at lede efter en kornmark.
Dagen efter kom musen tilbage til uglen med en stor pose fuld af korn. Uglen hjalp ham med at gemme kornet væk og sagde til musen: “Husk altid på, at det er bedst at forberede sig på det værste og håbe på det bedste.”
Musen gik hjem til sin lille hule med en rolig og fredfyldt følelse i sit hjerte, velvidende at han nu havde noget at spise i vinterens kolde måneder.
Uglen havde givet musen en vigtig lektion i livets visdom. Han havde lært ham, at det er vigtigt at forberede sig på det værste og ikke tage noget for givet. Og hvis man er forberedt, vil man altid være i stand til at klare sig igennem livets udfordringer.
Musen faldt i søvn med et smil på læben og en følelse af taknemmelighed i sit hjerte. Uglen havde givet ham en gave, der ville vare livet igennem – visdommens gave.
