Den kloge ugles visdom og eventyrlige rejse
I en stor skov, hvor granerne stod tæt og mosset var blødt som en hue, boede en gammel ugle. Han havde runde, gule øjne og fjer i samme farve som bark. Når pindsvinet ikke kunne finde vej hjem, eller egernet havde glemt, hvor det havde gemt sine nødder, kom de til uglen. Han lyttede altid først. Så tænkte han. Og så sagde han noget klogt.
En aften, da solen hang lavt og rød over trætoppene, sad uglen på sin gren og kiggede ud. "Jeg ved mange ting om skoven," sagde han til sig selv. "Men der er stadig meget, jeg aldrig har set. Hu-hu. Det må jeg se."
Han bredte vingerne ud. Vusj, vusj, sagde det, så stille at ikke engang musen i græsset hørte noget. Han fløj ud over marken, hvor kornet lyste gyldent i det sidste lys, og videre op over bjergene, hvor luften blev kold og frisk. På den anden side lå en dal, og nede i den gik en flok hjorte langsomt hjemad.
Uglen landede på en sten. "God aften," sagde han. "Jeg er ude at rejse. Kender I et sted, der er værd at se?" Hjortene kiggede på hinanden. Den ældste hjort, med et gevir som en hel busk, nikkede. "Bag de næste to floder ligger Blomsterdalen. Når morgenen kommer, synger fuglene der, så man helt glemmer at gå videre." "Hu-hu," sagde uglen. "Det må jeg se."
Han fløj hele natten. Vusj, vusj, over den første flod, hvor månen lå og vuggede i vandet. Vusj, vusj, over den anden flod, hvor frøerne kvækkede nede i sivene. Lige da himlen blev lyserød, kom han til dalen.
Hjortene havde ikke overdrevet. Der var blåklokker og valmuer, gule smørblomster og små hvide blomster, der foldede sig ud, én efter én. Det duftede af honning og dug. Og så begyndte fuglene. Først en solsort, så en lærke, så hundrede andre på én gang, indtil hele dalen fløjtede og trillede.
Uglen satte sig helt stille i et gammelt piletræ og lyttede. Han lyttede, til solen stod højt, og til sidst faldt han i søvn med næbbet godt nede i fjerene.
Da han vågnede, var det aften igen. Han strakte vingerne og fløj videre, til lysene fra en by blinkede under ham. Der var travlt i gaderne. Døre smækkede, cykelklokker ringede, og folk skyndte sig frem og tilbage.
På en lille plads ved et springvand stod nogle mennesker og talte i munden på hinanden. "Vi skal plante blomster," sagde en. "Nej, vi skal lave en dam til frøerne," sagde en anden. "Træerne er det vigtigste," sagde en tredje. De ville alle sammen passe på naturen, men de kunne ikke blive enige om hvordan.
Uglen landede på kanten af springvandet. "Hu-hu," sagde han venligt, og alle blev stille. "Jeg kommer fra en dal," fortalte han, "hvor blomsterne vokser ved floden, og fuglene synger i træerne. Der er ikke noget, der er vigtigst. Blomsterne giver mad til bierne, træerne giver plads til fuglene, og vandet giver noget at drikke til dem alle. Det hele hjælper hinanden."
Menneskene kiggede på hinanden. Så begyndte en af dem at smile. "Så kan vi jo gøre det hele," sagde hun. "Sammen." Inden uglen lettede igen, var de allerede i gang med at tegne en have med en lille dam, et par æbletræer og en stribe blomster hele vejen rundt.
Uglen fløj hjem gennem natten. Vusj, vusj, over byen. Vusj, vusj, over floderne og bjergene. Da han landede på sin gren i skoven, kom dyrene frem en efter en. Pindsvinet, egernet, grævlingen og den lille mus. "Hvor har du været?" spurgte egernet. Og uglen fortalte om hjortene og blomsterne, om fuglesangen og byen og den have, menneskene ville lave.
"Sikke en tur," hviskede musen. "Så ved du endnu flere ting nu." "Ja," sagde uglen og blinkede langsomt. "Men det bedste sted at komme hjem til, det er stadig her."
Dyrene gik hjem til deres huler og reder. Uglen puttede sig ind i sit hul i den gamle eg, hvor det lugtede af bark og tørre blade. Over trætoppene tændtes stjernerne, én efter én, ligesom de små hvide blomster i dalen. "Hu-hu," sagde han ganske sagte. Og så sov han.
Sov godt.
