Den lille bil og dens eventyr på vejen
Børge var en lille rød bil med runde forlygter og en kofanger, der skinnede, når solen ramte den. Han boede i en garage for enden af en grusvej sammen med en cykel, en græsslåmaskine og en kasse med gamle støvler. Hver aften, når Peter havde lukket porten, kiggede Børge ud ad det lille vindue og tænkte på alle de veje, han aldrig havde kørt på.
"Gad vide, hvor de ender," hviskede han til cyklen. Cyklen sagde ingenting. Den sov altid tidligt.
En morgen, mens duggen stadig lå på græsset, kom Peter ud med en rygsæk, en termokande og et stort kort. Han klappede Børge på taget. "Nå, gamle ven. Skal vi to se lidt af verden?" Børge blev så glad, at motoren næsten hoppede, da Peter drejede nøglen. Brum, brum, sagde han. Brum, brum, nu kører vi.
De kørte forbi marker med gyldent korn og køer, der løftede hovedet og så efter dem. De kørte gennem små landsbyer med røde postkasser og bagerier, hvor det duftede af varmt brød helt ud på gaden. Et sted vinkede en lille pige fra en havelåge, og Børge blinkede med lygterne tilbage. Hun klappede i hænderne.
Vejen snoede sig op ad bakker og ned igen. Når de susede ned ad dem, kildede det i Børges hjul. "Hiii," sagde han, og Peter grinede, som om han kunne høre det.
Men efter mange timer begyndte Børge at sukke. Han havde aldrig kørt så langt før. Motoren summede langsommere, og bakkerne føltes stejlere end om morgenen. Brum, brum, sagde han, men ganske stille. Peter lagde hånden på rattet. "Du er træt, hva'? Så holder vi pause."
De drejede ned ad en smal sti og stoppede ved en lille sø. Græsset var højt og blødt, og der voksede gule og blå blomster helt ned til vandkanten. En andemor svømmede forbi med sine ællinger i en lang række. Rap, rap, sagde de. Børge mærkede den kølige luft fra søen mod sin varme motorhjelm, og det var det dejligste, han nogensinde havde mærket.
Peter hældte kakao op fra termokanden og satte sig i græsset med ryggen mod Børges forhjul. Sammen så de solen gå ned bag træerne, så vandet blev orange og bagefter lilla. Da det blev mørkt, kravlede Peter ind på bagsædet med et tæppe, og Børge stod helt stille og lyttede til frøerne, indtil han også faldt i søvn.
Næste morgen var Børge frisk igen. Brum, brum, sagde han. Brum, brum, nu kører vi. I mange dage kørte de videre. De kørte over en lang bro, hvor havet glimtede på begge sider. De kørte gennem en stor by med høje huse og sporvogne, der ringede ding-ding, og Børge holdt godt øje med alle lyskrydsene. De så et fyrtårn på en klippe, en vindmølle, der drejede langsomt, og et marked, hvor nogen solgte jordbær fra en trækasse.
Hver aften fandt de et nyt sted at sove. En aften ved kanten af en skov, hvor ugler sagde uhu. En anden aften ved en strand med sand, der knasede under dækkene.
Til sidst foldede Peter kortet sammen. "Nu tror jeg, det er tid til at køre hjem." Børge var lidt ked af det, men også glad, for han savnede sin garage og den stille cykel.
Det var aften, da de rullede op ad grusvejen. Børge var støvet på kofangeren, og der sad et lille blad fast i hans ene vinduesvisker. Peter lod det sidde. "Det er et minde," sagde han.
Inde i garagen fortalte Børge cyklen om broen og ællingerne og sporvognene, der sagde ding-ding. Cyklen sagde ingenting, men Børge var sikker på, at den lyttede.
Han var stadig en lille bil. Men nu vidste han, at en lille bil kan komme rigtig langt, når den holder pause undervejs. Og han vidste, at der lå mange flere veje og ventede derude.
Gennem det lille vindue kunne han se stjernerne tænde, én efter én. Brum, sagde Børge meget sagte. Så slukkede han lygterne og sov.
Sov godt.
