Engang for længe siden var der en lille dreng ved navn Emil. Han var en sød og glad dreng, men han havde en dårlig vane med at holde alle sine legetøj for sig selv. Han ville ikke dele med de andre børn og havde svært ved at forstå, hvorfor det var vigtigt at dele med andre.
En dag besluttede hans forældre at tage ham med til en legeplads, hvor han kunne lege med andre børn og lære at dele. Emil var ikke særlig interesseret i at lege med de andre børn, han ville hellere lege med sine egne legetøj. Men hans forældre opfordrede ham til at dele med de andre børn og vise dem, hvor sjovt det var at lege sammen.
Så Emil gav sig i kast med at lege med de andre børn og dele sit legetøj med dem. Han opdagede hurtigt, at det var meget sjovere at lege med andre end at lege alene. De andre børn var glade for at lege med ham og takkede ham for at dele sit legetøj.
Emil lærte meget af denne oplevelse, og han begyndte at dele mere og mere med de andre børn. Han blev mere åben og venlig og fik mange nye venner. Han indså, at det at dele med andre var en god ting, og at det var en måde at vise, at man var en god ven.
En dag kom en ny dreng til legepladsen. Han var alene og havde ikke noget legetøj med sig. Emil vidste, hvordan det føltes at være alene og besluttede sig for at dele sit legetøj med den nye dreng. Han inviterede ham til at lege med ham og de andre børn, og den nye dreng blev glad og taknemmelig.
Emil opdagede, at det at dele med andre ikke kun gjorde ham glad, men også gjorde andre glade. Han lærte at være en god ven og at vise omsorg for andre. Emil blev en bedre person, og han lærte en vigtig lektion – at dele er at leve.
