Engang var der en lille kanin, som elskede at spise gulerødder mere end noget andet. Han ville tage på eventyr i skoven for at finde de mest saftige og søde gulerødder. Men en aften, da han var ude og lede efter sin yndlingsmad, blev han overrasket af en stor storm. Regnen faldt tungt, og vinden blæste så hårdt, at træerne bøjede sig som bølger på havet. Kaninen blev bange, og han løb så hurtigt, han kunne for at finde ly i en hule.
Da han havde fundet en sikker plads, opdagede han, at hans gulerod var blevet væk i stormen. Han var så ked af det, for det var hans sidste gulerod, og han vidste ikke, hvordan han skulle finde en ny. Han besluttede sig for at søge hjælp fra sine venner i skoven.
Først gik han til egernet, som var kendt for at samle mad. “Kære egern,” sagde kaninen, “jeg har mistet min gulerod i stormen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Egernet tænkte længe og foreslog derefter, at kaninen skulle tale med musene, som kendte hver en krog og hjørne af skoven.
Kaninen gik til musene og spurgte: “Kære mus, kan I hjælpe mig med at finde min gulerod?” Musene kiggede på hinanden og tænkte lidt og foreslog derefter, at kaninen skulle tale med fuglene, som havde et godt udsyn over hele skoven.
Kaninen gik til fuglene og sagde: “Kære fugle, kan I hjælpe mig med at finde min gulerod?” Fuglene fløj op i luften og ledte i hele skoven, men ingen kunne finde kaninens gulerod. De foreslog, at kaninen skulle tale med ræven, som var kendt for at være snu og listig.
Kaninen var bange for ræven men besluttede sig for at prøve alligevel. “Kære ræv,” sagde kaninen, “jeg har mistet min gulerod i stormen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Ræven kiggede på kaninen og tænkte længe. Så sagde han: “Jeg ved, hvor din gulerod er. Følg mig.”
Ræven førte kaninen til en lille hytte, hvor kaninens gulerod lå på bordet. “Hvordan vidste du, hvor min gulerod var?” spurgte kaninen. “Jeg så, at den fløj væk i stormen og landede her,” svarede ræven.
Kaninen var så glad, at han hoppede af glæde. Han takkede ræven og løb tilbage til sin hule med sin elskede gulerod. Han spiste den langsomt og nød hvert eneste bid. Han vidste, at han havde de bedste venner i skoven og at han aldrig ville miste sin gulerod igen.
Og med en mæt mave og et glad hjerte faldt den lille kanin i søvn og drømte om alle de skønne gulerødder, han kunne finde i skoven.
