Den lille kanin, der ville flyve
I skoven, hvor bregnerne var høje og jorden duftede af mos, boede en lille kanin, der hed Nuggie. Hun havde bløde, grå ører og en hale som en lille hvid sky. Og hun havde en drøm, som ingen af de andre kaniner havde.
Hver aften sad hun foran kaninhullet og kiggede på svalerne. De susede hen over trætoppene, højt og hurtigt. Sus, sus, sus. "En dag flyver jeg også," sagde Nuggie stille.
Hendes venner, Bimse og Totte, fnisede. "Kaniner hopper," sagde Bimse. "Kaniner graver," sagde Totte. "Og kaniner spiser kløver," sagde de begge og trillede rundt i græsset af grin. Nuggies ører hang lidt. Men drømmen blev, hvor den var.
Næste morgen begyndte hun at samle. Lange, lige grene fra hasselbusken. Store, flade blade fra kastanjetræet. Blødt, grønt mos at sidde på. Hun bandt det hele sammen med seje græsstrå, knude for knude. Det tog mange dage, og hun fik ømme poter.
En eftermiddag kom Bimse og Totte forbi. "Hvad er det?" spurgte Totte. "Det er mine vinger," sagde Nuggie. De to kaniner kiggede på hinanden. Denne gang grinede de ikke. Totte satte et blad på plads, som var faldet af, og Bimse hoppede ud efter mere mos.
Endelig var det færdigt. To brede vinger af blade på et stel af grene, med en lille rede af mos i midten. Nuggie slæbte det hele op på Kløverbakken, hvor vinden altid blæste. Hendes hjerte bankede. Dunk, dunk, dunk.
"Er du bange?" spurgte Bimse. "Lidt," sagde Nuggie. "Men mest glad." Hun satte sig i mosreden, tog fat i grenene og løb ned ad bakken. Hop, hop, hop. Så kom vinden.
Den løftede hende. Først bare en lille smule, så lidt mere, og pludselig var hun oppe. Sus. Bladene raslede om ørerne på hende. Under hende blev skoven lille. Trætoppene lignede grønne puder, åen glimtede som et sølvbånd, og kaninhullerne var små, mørke prikker. Vinden kildede hende i knurhårene.
"Se mig!" råbte hun. Nede på bakken hoppede Bimse og Totte op og ned og vinkede med poterne. Flere kaniner kom løbende for at se, og Nuggies mor stod helt stille med store øjne. En svale fløj et stykke ved siden af Nuggie og pippede, som om den sagde goddag.
Nuggie fløj i store, rolige cirkler. Hun fandt ud af, at når hun lænede sig til venstre, drejede vingerne til venstre. Når hun lænede sig til højre, drejede de til højre. Langt ude bag bakkerne begyndte solen at synke og farvede himlen orange og lyserød.
Det var tid til at lande. Nuggie lænede sig forsigtigt frem, og vingerne gled langsomt ned mod Kløverbakken. Bump. Hun landede i det høje græs, og den bløde mosrede tog imod hende som en pude.
Bimse og Totte kom løbende. "Du fløj!" råbte Bimse. "Du fløj rigtigt!" råbte Totte. Så kiggede Totte ned i græsset. "Undskyld, at vi grinede af dig." Nuggie smilede. "I hjalp mig jo med mosset." Bimse skuttede sig af glæde. "Må vi også prøve?" "Vi kan bygge to vinger mere i morgen," sagde Nuggie.
Sammen bar de vingerne hjem og stillede dem i ly under rødderne på det gamle egetræ. Nuggies mor puttede hende ned i reden af hø og uld og strøg hende over ørerne. Der duftede af kløver og kølig aftenluft.
Gennem åbningen i jorden kunne Nuggie se en stribe mørkeblå himmel med de første stjerner. Hun lukkede øjnene. Hun kunne stadig mærke vinden i pelsen. Sus, sus, sus. Og så sov hun.
Sov godt.
