Den magiske skov
Langt inde i skoven, hvor granerne stod så tæt, at grenene mødtes over stien, lå et lille skævt hus med mos på taget. Der boede Luna. Hun var en gammel heks med grå fletninger og lommer fulde af frø og tørrede blade. Luna kunne mange ting. Hun kunne få en hængende plante til at rette ryggen igen, og hun kunne høre på et egern, hvis det havde ondt i maven. Alligevel kom der sjældent nogen forbi. Folk inde i byen sagde, at en heks var bedst at lade være i fred.
Freja tænkte anderledes. Hendes bedstemor havde engang fortalt, at Luna hjalp en bonde med at finde hans bortløbne ged. "Hun er ikke farlig," havde bedstemor sagt. "Hun er bare lidt alene."
Freja var på besøg hos bedstemor den uge. Bedstemor havde ondt i benene og kunne ikke komme ud i haven, og det var synd, for hun elskede blomster mere end noget andet. Så en aften, hvor månen hang lav og rund som en gul ost, tog Freja en kurv på armen og gik ud i skoven. Hun ville finde de allersmukkeste blomster, der fandtes.
Men på stien var der kun bregner og gamle kogler. Freja gik lidt længere ind. Træerne blev højere, og luften blev kølig mod hendes kinder. Så hørte hun noget mellem stammerne. Hm, hm, hmmm. Det lød som en, der sad og nynnede.
Freja fulgte lyden, et lille skridt ad gangen, og pludselig stod hun foran det skæve hus. Der var gult lys i vinduet, og røg snoede sig op af skorstenen. Hun stod stille et øjeblik. Så trak hun vejret dybt og bankede på. Bank, bank, bank.
Døren knirkede op. Luna kiggede ned på hende med små, venlige øjne. Hendes hænder var brune af jord, og hun duftede af timian og brænde. "Nej, se engang," sagde hun. "Det er længe siden, nogen har banket på min dør. Kom indenfor, før din næse fryser til."
Inde i huset hang der bundter af urter fra loftet, og en kat lå krøllet sammen foran ilden. Luna gav Freja en kop varm mælk med honning, og mens Freja drak, fortalte hun om bedstemor. Om de ømme ben. Om haven, hun ikke kunne nå ud i. Om hvor glad hun blev for blomster.
Luna nikkede langsomt. "Blomster til en bedstemor," sagde hun. "Så skal det være nogle helt særlige. Kom med mig."
Hun tog en lygte ned fra krogen, og sammen gik de ud til en lysning bag huset. Luna begyndte at nynne. Hm, hm, hmmm. Og mens hun nynnede, åbnede blomsterne sig i månelyset, en efter en. Der var orange blomster med farver som solnedgangen. Der var blå blomster, der duftede af forårsregn. Og der var små hvide klokker, som sagde ding, ding, når man rørte ved dem.
Freja klappede i hænderne. Luna viste hende, hvordan man plukker forsigtigt, så rødderne bliver i jorden, og blomsterne kan vokse igen til næste gang. Snart var kurven fuld.
Ved døren stak Luna en lille stofpose i Frejas hånd. "Drys en smule af det her over buketten, når du kommer hjem," sagde hun. "Så kan din bedstemor mærke, hvor meget du holder af hende." Hun fulgte Freja med lygten helt ud til skovkanten, og Freja vinkede hele vejen op ad bakken.
Hjemme sad bedstemor i lænestolen med et tæppe over knæene. Freja satte blomsterne i en vase og drysser lidt af støvet over dem. Det glimtede svagt, som når solen rammer dug, og hele stuen kom til at dufte af forår. Bedstemor blev helt blank i øjnene. "Tænk, at du gik helt derind for min skyld," sagde hun og trak Freja ind i et langt kram.
"Må jeg besøge Luna igen?" spurgte Freja. "Hun har en kat. Og hun kan få blomster til at vågne." Bedstemor smilede. "Det tror jeg, hun bliver meget glad for."
Lidt senere puttede bedstemor dynen godt rundt om Freja. Vasen stod i vindueskarmen, og de hvide klokker glimtede stille i månelyset. Langt ude over trætoppene var skoven mørk og rolig. Freja lukkede øjnene. Og lige før hun faldt i søvn, syntes hun, at hun kunne høre det helt svagt derudefra. Hm, hm, hmmm.
Sov godt.
