I den dybeste del af skoven, hvor de høje træer stod som vagter, boede en gammel heks ved navn Luna. Hun var kendt i hele landet for hendes magiske evner og sin visdom. Men de fleste mennesker undgik hende, fordi de var bange for hendes kræfter.
En aften, da fuldmånen skinnede klart på himlen, gik en lille pige ved navn Freja på tur i skoven. Hun var på jagt efter de smukkeste blomster, hun kunne finde, fordi hun ville give dem til sin bedstemor. Freja var ikke bange for heksen, for hun havde hørt mange historier om, hvordan heksen hjalp folk i nød.
Da Freja gik dybere ind i skoven, kunne hun høre en svag mumlen. Hun blev nysgerrig og fulgte lyden, som førte hende til heksens hus. Hun tøvede et øjeblik, men besluttede sig for at banke på døren.
Luna åbnede døren og kiggede på den lille pige. Freja var ikke bange, for hun kunne mærke, at heksen var god. Luna inviterede hende indenfor og spurgte, hvad hun ville.
Freja fortalte Luna om sin bedstemor og hendes kærlighed til blomster. Luna smilede og sagde, at hun ville hjælpe Freja med at finde de mest magiske og smukke blomster i skoven.
De to gik ud i skoven sammen, og Luna viste Freja de mest fantastiske blomster, hun nogensinde havde set. Der var blomster med farver som solnedgangen og dufte som en forårsdag. Freja var henrykt og takkede Luna for hendes hjælp.
Inden Freja gik hjem, gav Luna hende en pose med magisk støv og sagde, at det ville bringe lykke og glæde til hendes bedstemor. Freja takkede Luna og løb hjem med posen.
Da Freja gav sin bedstemor posen med magisk støv, kunne bedstemoren mærke en varm følelse i sit hjerte. Hendes øjne fyldtes med tårer, fordi hun vidste, at støvet var et tegn på, at nogen havde tænkt på hende.
Fra den dag af gik Freja ofte i skoven for at besøge Luna. De blev bedste venner og brugte mange aftener på at tale om alt mellem himmel og jord. Og hver gang Freja besøgte Luna, kunne hun mærke, at skoven var endnu mere magisk end før.
