Engang for længe siden, i en fjern og skovrig skov, boede en ond jæger. Han havde ry for at være den bedste jæger i hele området, men hans metoder var grusomme. Han var kendt for at dræbe enhver dyreart, han kunne finde, uanset om det var en stor bjørn eller en lille hare. Ingen dyr var sikre, når den onde jæger var i nærheden.
En nat, da månen skinnede klart på himlen, besluttede en lille hare, at det var tid til at tage på eventyr. Han løb gennem skoven og nød den kølige brise og de smukke stjerner. Han var så optaget af sin lille tur, at han ikke opdagede den onde jæger, der sneg sig tættere og tættere på ham.
Pludselig hørte haren en knasende lyd bag sig. Han vendte sig om og så den onde jæger, der var i færd med at sigte sin riffel mod ham. Haren blev så bange, at han hoppede så hurtigt, han kunne, og løb væk i panik.
Men den onde jæger gav ikke op så let. Han fulgte efter haren, mens han sigtede efter den med sit våben. Han var så fokuseret på at dræbe haren, at han ikke opdagede, at han var ved at falde ned i en dyb kløft.
Haren stoppede op og så, at jægeren var ved at falde i kløften. Han vidste, at han ikke kunne lade ham dø, selvom han var ond. Så han løb hen til jægeren og greb fat i hans jakke. Han trak ham væk fra kanten og fik ham til at falde ned på jorden.
Den onde jæger var forbløffet over, hvad der lige var sket. Han vidste, at han havde været tæt på at dø, men i stedet havde han fået livet reddet af en lille hare.
Fra den dag af ændrede den onde jæger sig. Han indså, at hans måde at leve på var forkert, og at han var nødt til at ændre sig. Han besluttede sig for at stoppe med at dræbe og i stedet hjælpe dyrene i skoven.
Og sådan endte det, at den onde jæger blev en god mand. Han tilbragte resten af sit liv med at beskytte og hjælpe dyrene i skoven, og alle dyr elskede ham for det. Og haren, der reddede hans liv, blev hans allerbedste ven.
