Engang boede der en sær nabo i en lille by. Han var en ældre mand, der sjældent sås udenfor sit hus. Folk talte om ham i hemmelighed og spekulerede på, hvad han lavede derinde hele dagen.
En nat, da byen var stille og mørk, hørte en lille pige en underlig lyd. Det var som om, der var nogen, der græd. Pigen var nysgerrig og besluttede sig for at undersøge lyden. Hun listede sig hen til den sære nabos hus og lyttede ved døren. Lyden blev stærkere, og pigen kunne nu høre, at det var en mand, der græd. Hun tøvede et øjeblik, men besluttede sig så for at banke på døren.
Da den sære nabo åbnede døren, stod pigen overrasket over, hvor venlig han var. Han inviterede hende indenfor og fortalte hende sin historie. Han havde mistet sin kone for mange år siden og havde aldrig fået børn. Han havde levet et ensomt liv og var nu blevet syg. Han havde ingen familie eller venner til at tage sig af ham og var derfor meget ked af det.
Pigen var rørt over hans historie og besluttede sig for at hjælpe ham. Hun besøgte ham hver dag og hjalp ham med at lave mad og gøre rent. Den sære nabo blev mere og mere åben og glad for hendes besøg. Han begyndte at fortælle hende historier fra sit liv og gav hende gode råd.
Efter nogle måneder blev den sære nabo rask og kunne igen klare sig selv. Pigen var glad for, at hun havde hjulpet ham, og han var taknemmelig for hendes venskab. De blev gode venner, og byens folk undrede sig over, hvad der var sket mellem dem.
Men pigen vidste, hvad der var sket. Hun havde set, at den sære nabo ikke var så sær, som alle troede. Han havde bare brug for nogen til at tale med og tage sig af ham. Og det havde hun gjort.
