En stormfuld nat i en lille landsby var der en ung dreng ved navn Max, som lå vågen i sin seng. Han havde hørt historier om et skræmmende spøgelse, der hjemsøgte de gamle huse i landsbyen om natten. Max var skræmt, men han var også nysgerrig, og han kunne ikke lade være med at tænke på, om historierne var sande.
Pludselig hørte Max en underlig lyd udenfor sit vindue. Han listede sig hen til vinduet og kiggede ud i mørket. Han kunne ikke se noget, men han kunne stadig høre lyden. Det lød næsten som en stille hvisken, der kom fra en mystisk skikkelse, der stod i skyggen.
Max trak sig tilbage og gemte sig under dynen, men han kunne stadig høre lyden, og han blev mere og mere bange. Han tænkte på alle historierne om spøgelser og hjemsøgte huse, og han var sikker på, at spøgelset var lige udenfor hans vindue.
Pludselig hørte Max en banken på døren til hans værelse. Han var sikker på, at det var spøgelset, der ville komme ind og hjemsøge ham. Men i stedet for spøgelset var det hans far, der stod i døren. Han havde hørt Max’ skrig og var kommet for at se, hvad der var galt.
Max fortalte sin far om lyden udenfor hans vindue og banken på døren. Hans far smilede og tog Max i hånden.
“Det er bare vinden, der leger med døren og vinduerne,” sagde han. “Det er ikke noget at være bange for.”
Max følte sig straks bedre tilpas og kunne mærke, at hans far havde ret. Han var ikke længere bange for spøgelset, og han sov trygt resten af natten.
Dagen efter opdagede Max, at lyden udenfor hans vindue var en gren, der slog mod ruden, og at banken på døren var hans fars fod, der havde ramt døren ved et uheld.
Max var lettet over at opdage, at spøgelset ikke var virkeligt, men han var også taknemmelig for sin fars støtte og trøstende ord. Han vidste, at han altid kunne stole på sin far til at beskytte ham mod selv de mest skræmmende ting.
