Det var en mørk og stormfuld nat, og jeg var på vej hjem fra en lang dag på arbejde. Jeg havde valgt at tage en genvej gennem skoven for at komme hurtigere hjem, men jeg havde ikke regnet med, hvor uhyggelig skoven ville være.
Da jeg trådte ind i skoven, var det som om, at alt blev mørkere, og vinden blæste kraftigt omkring mig. Jeg kunne høre lyden af blade, der raslede i vinden, og grenene på træerne knagede under belastningen. Jeg fortsatte på min vej, men jeg følte mig mere og mere utryg for hvert skridt, jeg tog.
Pludselig hørte jeg en lyd. Det lød som om, at nogen bevægede sig i skoven. Jeg stoppede op og lyttede. Lyden blev stærkere og stærkere, og jeg kunne mærke min puls stige. Jeg turde ikke bevæge mig, men jeg kunne ikke blive stående der i mørket og frygte det værste.
Jeg tændte min lommelygte og kiggede rundt. Jeg kunne ikke se noget, men lyden blev ved med at komme tættere på. Pludselig så jeg noget bevæge sig i mørket. Det var en stor, sort skikkelse, og den bevægede sig imod mig.
Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, men skikkelsen blev ved med at følge efter mig. Jeg kunne høre dens tunge åndedræt og dens skridt, der blev hurtigere og hurtigere. Jeg var ved at miste modet, da jeg pludselig stødte ind i noget.
Jeg vendte mig om og så, at det var en gammel hytte. Jeg skyndte mig at løbe ind i hytten og smækkede døren i efter mig. Jeg kunne høre skikkelsen rasle og banke på døren, men den kunne ikke komme ind.
Da jeg vågnede næste morgen, var jeg stadig i hytten. Jeg havde overnattet der, og jeg var taknemmelig for, at jeg havde fundet et sikkert sted at sove. Jeg forlod hytten og fortsatte min vej hjem, men jeg var stadig rystet over den uhyggelige oplevelse i skoven.
Jeg har aldrig taget genvejen gennem skoven igen, og jeg undgår stadig at gå i skoven om natten. Men når jeg tænker tilbage på den uhyggelige skov, kan jeg ikke undgå at tænke på, hvad der mon egentlig var derude – og om skikkelsen stadig vandrer rundt i mørket.
