Engang for længe siden levede en stor, ensom bjørn i en tæt skov. Han havde aldrig rigtig haft nogen venner, fordi han altid var så besidderisk omkring sin mad og territorium. Han var berygtet for at være en farlig og egoistisk bjørn.
Men en dag skete der noget, der ville ændre hans liv for evigt. En lille hareunge var faldet ned i en dyb kløft og kunne ikke komme op igen. Bjørnen var den eneste, der var stor nok til at hjælpe haren, så han besluttede at tage sig af den.
Bjørnen fandt en lang stok og klatrede ned i kløften. Han fik fat i haren og løftede den op på sin ryg. Han kravlede op af kløften og lagde haren på jorden. Haren var så taknemmelig, at den besluttede sig for at blive venner med bjørnen.
De to begyndte at tilbringe tid sammen og blev hurtigt bedste venner. Men bjørnen var stadig ret besidderisk omkring sin mad og territorium. Han ville ikke dele noget med haren og var bange for at miste sin ven.
Men haren var vedholdende og begyndte at tale med bjørnen om vigtigheden af at dele og være venlig mod andre. Efter et stykke tid begyndte bjørnen at forstå, hvad haren talte om.
Han begyndte at dele sin mad og territorium med haren, og snart begyndte han også at dele med andre dyr i skoven. Han blev kendt som den venlige bjørn, der altid var villig til at hjælpe andre og dele med dem.
Og sådan levede bjørnen og haren lykkeligt sammen i mange år. Bjørnen havde lært, at det at dele var den bedste måde at leve sit liv på og at have venner og være venlig mod andre gav ham en større lykke end noget andet.
Så når bjørnen lagde sig ned for at sove om natten, vidste han, at han havde en ven ved sin side og at han havde gjort verden til et bedre sted ved at lære at dele.
