Engang for længe siden var der en venlig heks, som boede dybt inde i skoven. Hun var kendt for at være den mest hjælpsomme heks i hele landet. Alle børnene i landsbyen kendte til hende og vidste, at hvis de havde brug for hjælp, kunne de altid søge tilflugt hos hende.
En aften, da solen var gået ned, og stjernerne var dukket op på himlen, var der en lille dreng, der gik tabt i skoven. Han var bange og alene og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han begyndte at græde og råbe om hjælp, men ingen kunne høre ham.
Pludselig hørte han en stemme, der sagde: “Hej, lille ven, hvad er der galt?” Drengen så op og så den venlige heks stående foran ham. Han tøvede lidt, men besluttede sig for at fortælle hende, hvad der var sket.
Heksen lyttede opmærksomt og sagde så: “Jeg vil hjælpe dig med at finde vej tilbage til landsbyen. Følg mig.”
De gik gennem skoven hånd i hånd, og heksen fortalte historier og sang sange for at berolige drengen. Til sidst nåede de landsbyen, og heksen sagde farvel og ønskede ham en godnat.
Men heksens hjælp stoppede ikke der. Hun var altid klar til at hjælpe børnene i landsbyen, uanset hvad de havde brug for. Nogle gange hjalp hun med lektierne, andre gange med at finde en forsvundet kat eller hund. Hun var altid der for at lytte, trøste og hjælpe.
Børnene i landsbyen holdt af den venlige heks og vidste, at de kunne regne med hende, uanset hvad. Og hver aften, når de gik i seng, tænkte de på den venlige heks, der hjalp alle børnene og vidste, at hun altid ville være der for dem.
