Det fantastiske cirkus og dets fantastiske dyr
Der var engang et cirkus med et stort rød og hvidstribet telt. Det rullede fra by til by i lange, knirkende vogne, og overalt, hvor det kom frem, sagde folk det samme: "Har du set dyrene? De er helt fantastiske!"
Den mest berømte af dem var Snefnug, en hvid tiger med sølvgrå striber. Hun gik så blødt rundt i manegen, at man ikke kunne høre hendes poter i savsmuldet. Når hun satte sig og kiggede ud over publikum med sine lyseblå øjne, holdt alle vejret.
Så var der Bertha, elefanten. Hun havde lange, krumme stødtænder og den venligste snabel i hele landet. Hvis en lille pige tabte sin hue, løftede Bertha den forsigtigt op og gav hende den tilbage. Og hver aften bar hun en spand vand rundt, så alle de andre dyr fik noget at drikke.
Højt oppe på en stang sad tolv papegøjer i rødt, gult og grønt. De kunne efterligne alle lyde. Når trommen sagde bom-bom-bom, sagde papegøjerne bom-bom-bom. Og når direktøren råbte "Velkommen!", råbte de "Velkommen, velkommen!" lige bagefter. Sidst kom aben Pip, der jonglerede med æbler og tabte dem med vilje, bare for at høre børnene grine.
En blæsende aften var teltet fyldt til bristepunktet. Midt i forestillingen tog et vindstød fat i en lygte bag teltet. Den væltede, og lærredet begyndte at ryge. Direktør Hugo så den grå røg, før nogen andre gjorde. Han trådte frem og sagde med sin dybe, rolige stemme: "Nu går vi alle sammen stille og roligt ud. Hold hinanden i hånden." Og det gjorde folk. Ingen løb, og ingen faldt.
Men dyrene stod i deres vogne bag teltet, og dørene var lukkede. Snefnug gik frem og tilbage og brummede dybt. Bertha trompeterede og skubbede til tremmerne med panden. Papegøjerne flaksede og råbte "Hjælp, hjælp!", selvom de ikke rigtig vidste, hvad ordet betød. Og lille Pip holdt sig for øjnene.
Så lød der en lyd ude fra vejen. Babuu, babuu! En rød brandbil kom kørende med blinkende lys. Brandfolkene sprang ud og rullede deres lange slanger ud. Sssssh, sagde vandet, da det ramte teltet. Sssssh, sssssh. Imens gik en af brandfolkene hen og åbnede vognene, én efter én.
Bertha kom først ud, og på hendes ryg sad Pip og klamrede sig fast. Snefnug fulgte lige efter, og papegøjerne fløj i en farvestrålende sky hen til den store eng. Dér stod de alle sammen i det kølige græs og så på, at brandfolkene slukkede den sidste flamme.
Teltet var helt ødelagt. Der lå kun sorte stykker lærred tilbage, og det lugtede som et gammelt lejrbål. Men direktør Hugo talte efter. Én tiger. Én elefant. Tolv papegøjer. Én abe. De var der allesammen, og ingen var kommet noget til.
Hugo satte sig i græsset, og Bertha lagde sin snabel på hans skulder. Han så på Snefnug, som snusede til en tue mos, og på Pip, som klatrede op i et træ for første gang. "Ved I hvad," sagde han stille. "I har aldrig set en rigtig skov eller en rigtig flod. Måske er det tid til, at I får jeres eget sted."
I ugerne efter kørte Hugo dem af sted, langt væk til store, fredelige steder, hvor ingen havde bure. Snefnug fik en kølig skov med blød mos og høje træer. Bertha fik en bred flod, hvor hun kunne sprøjte vand over ryggen, plask, plask. Papegøjerne og Pip fik en varm skov fuld af frugter og lianer at gynge i.
Da Hugo sagde farvel til papegøjerne, gentog de det sidste, han sagde: "Godnat, Hugo! Godnat, godnat!" Han smilede hele vejen hjem.
Folk i byerne taler stadig om cirkusset med de fantastiske dyr. Om tigeren, der gik uden en lyd, og elefanten med den venlige snabel.
Og langt, langt væde fra hinanden falder dyrene til ro hver aften. Snefnug ruller sig sammen i mosset. Bertha læner sig op ad et stort træ ved floden. Pip putter sig ind mellem papegøjerne under et bredt, grønt blad. Over dem allesammen tænder stjernerne, én efter én, og hjemme i sin lille vogn kigger Hugo op på de samme stjerner, indtil hans øjne langsomt glider i.
Sov godt.
