Der var engang et smukt slot, som gemte sig dybt inde i skoven. Det var et fortryllende sted, hvor de gamle mure og tårne stod som vidner om en svunden tid. Slotsparken var fyldt med magiske træer og blomster, og det var som om, at tiden stod stille her.
En aften, mens solen langsomt gik ned, besluttede en ung pige ved navn Isabella at tage på en tur i skoven. Hun havde hørt om slottet fra nogle af de ældre i landsbyen, men hun havde aldrig set det med egne øjne.
Isabella begav sig afsted ind i skoven, og jo længere hun gik, jo mørkere blev det. Pludselig så hun et lys langt borte, og hun besluttede sig for at følge det. Efter en kort gåtur stod hun pludselig foran det fortryllende slot.
Hun gik tættere på og kunne høre en svag melodi, der kom fra indenfor murene. Hun kunne ikke modstå fristelsen og listede sig ind i slottet.
Indenfor var der stille og roligt, og musikken var nu blevet endnu mere tydelig. Isabella gik videre ind i slottet og fandt sig selv i en stor sal. Midt i salen stod en ung mand med en violin i hånden. Han spillede den smukkeste musik, som Isabella nogensinde havde hørt.
Isabella var fortryllet af musikken og stod stille og lyttede, indtil musikken langsomt stilnede af, og den unge mand stoppede med at spille. Han kiggede på Isabella og spurgte, hvordan hun var kommet ind i slottet.
Isabella fortalte ham, hvordan hun havde fulgt lyset og var blevet ført hertil. Den unge mand smilte til hende og fortalte, at slottet var et magisk sted, som kun få mennesker havde set.
De tilbragte resten af aftenen sammen og talte om alt mellem himmel og jord. Da natten faldt på, besluttede Isabella, at hun måtte hjemad. Den unge mand fulgte hende ud af slottet og sagde farvel til hende.
Isabella var taknemmelig for den smukke aften og vidste, at hun ville huske det for evigt. Hun kom aldrig tilbage til slottet, men hun vidste, at det ville være der, hvis hun nogensinde havde brug for en magisk oplevelse igen.


