En dag på stranden
Solen hang lavt over vandet og var blevet orange som en appelsinskive. Stranden var næsten tom. Kun mågerne gik rundt ved vandkanten og kiggede efter krummer, og et sted langt væk gøede en hund.
Liva gik barfodet i det våde sand med sin røde spand i hånden. Hver gang hun fandt noget, bøjede hun sig ned. En hvid musling med lyserøde striber. En glat, grå sten med et hvidt bånd hele vejen rundt. Et lille stykke grønt glas, som havet havde slebet blødt. Klik, klak, sagde det, når tingene ramte bunden af spanden.
Mor og far sad på det stribede tæppe oppe ved klitterne. Far havde sand helt op ad benene, og mor havde trukket hættetrøjen på, for vinden var blevet lidt kølig.
"Se!" råbte Liva og kom løbende. Hun hældte spanden ud på tæppet, og så lå skatten der og skinnede i det sidste lys. "Sikke en samling," sagde mor og tog den stribede musling op. "Den ligner en lille vifte." "Og den sten der har et bælte på," sagde far. "Den skal vist til fest." Liva fnisede og satte sig ind mellem dem.
Havet lå helt stille. Der var næsten ingen bølger, kun et lille skvulp ind imellem, når vandet slikkede op ad sandet og trak sig tilbage igen. Skvulp. Og så stille. Skvulp. Og så stille igen. Det lød, som om havet trak vejret.
"Er der fisk derude?" spurgte Liva. "Helt sikkert," sagde far. "Masser af dem. Men det er svært at se dem nu, hvor det bliver mørkt."
Liva tænkte sig om og gravede tæerne ned i sandet, hvor det stadig var lunt. "Sover fiskene om natten?" "Nogle af dem gør," sagde mor. "De finder et stille sted mellem stenene eller inde i tangen og holder sig helt i ro. Andre er vågne og svømmer rundt, mens resten sover."
"Men drømmer de så?" Mor og far kiggede på hinanden og smilede. "Det ved vi faktisk ikke," sagde far. "Det er der vist ingen, der ved." "Men jeg kunne godt forestille mig det," sagde mor. "Måske drømmer en lille fisk om at svømme helt hen til den store sten. Eller om en rigtig god reje." "Eller om at blive kildet af tangen," sagde Liva. "Ja, måske," sagde far og kildede hende i siden.
Liva lagde hovedet mod mors arm og kiggede ud over vandet. Hun tænkte på alt det, der var dernede under den blanke overflade. Røde fisk og stribede fisk og flade fisk, der lå gemt i sandet. Krabber, der gik sidelæns. En lille rødspætte, der lukkede øjnene og drømte om rejer. Skvulp, sagde havet. Og så stille.
Solen var helt væk nu. Himlen var blevet lilla, og den første stjerne kom frem over vandet. "Nu skal vi hjem," sagde far og rystede sandet af tæppet.
Liva kiggede på sin samling. Hun samlede den op, en ting ad gangen, og gik ned til vandkanten. Der lagde hun det hele i en lille bue i sandet: den stribede musling, stenen med bæltet og det grønne glas. "Skal du ikke have dem med?" spurgte mor. "Nej," sagde Liva. "De skal blive her hos havet. Så kan jeg finde dem igen i morgen." Hun vinkede ud over vandet. "Godnat, hav." Skvulp, sagde havet.
De gik op gennem klitterne ad den smalle sti, hvor marehalmen kildede ved anklerne. Sommerhuset ventede med lys i vinduet, og der duftede af træ og solcreme, da de kom ind.
Mor skyllede sandet af Livas fødder, og far fandt nattøjet med de små hvaler på. Så kravlede Liva op i køjesengen under den tynde sommerdyne. Vinduet stod på klem, og når hun lyttede godt efter, kunne hun høre havet helt derovre.
"Tror du, jeg drømmer om fisk?" hviskede hun. "Det kunne godt være," sagde far og puttede dynen ind omkring hende. Liva lukkede øjnene. Langt væk sagde havet skvulp, og så stille. Skvulp, og så stille. Og et sted under vandet lå en lille fisk mellem tangen og sov, ligesom hende.
Sov godt.
