En drengs redning af en forældreløs bjørneunge
Det var en stille aften med stjerner over trætoppene. Villads gik hen ad skovstien bag huset med sin lille lygte. Han skulle bare hen til den store sten og tilbage igen, sådan som han plejede, før han skulle i seng. Gruset knasede under hans støvler. Knas, knas, knas.
Så stoppede han. Inde mellem træerne lød en tynd lyd, som når nogen er ked af det og ikke kan holde op. "Mmmhiii," lød det. "Mmmhiii." Villads lyttede igen. Det lød næsten som en lille bjørn, der græd.
Han gik forsigtigt ind ad en smal dyresti. Grenene strøg mod hans ærmer, og det duftede af mos og grankogler. Lige der, hvor træerne slap, lå en lille lysning, sølvgrå i stjernelyset.
Midt i lysningen sad en bjørneunge. Den var ikke større end en sofapude, og pelsen strittede, som om vinden havde blæst den baglæns. Den så sig omkring og snøftede. Villads kiggede efter en stor bjørnemor bag stammerne, men der var ingen. Kun den lille, helt alene.
"Du er ikke stor nok til at være her selv, vel?" sagde Villads blidt. Han satte sig på hug og holdt hånden frem. Bjørneungen snusede til hans fingre. Snøft, snøft. Så kravlede den helt hen og borede snuden ind i hans jakke.
Villads løftede den forsigtigt op. Den var tungere, end han havde troet, og varm som en nybagt bolle. Han bar den hele vejen hjem, og undervejs faldt den i søvn med poten over hans skulder.
Hjemme lagde han den i sin egen seng og trak det blå tæppe op over den. Så gik han ud i køkkenet, hvor hans far sad med en kop te. "Far," sagde han. "Jeg har fundet en, der har brug for hjælp."
Far kiggede ind på værelset. Han kløede sig i skægget og sagde ingenting i et godt stykke tid. "En bjørn hører til i skoven," sagde han så. "Det ved jeg godt," sagde Villads. "Men den er så lille. Kun indtil den kan klare sig selv?" Far så på den lille bunke pels, der snorkede under tæppet. Så smilede han. "Kun indtil den kan klare sig selv."
Bjørneungen fik navnet Brumme. Villads lærte den at drikke mælk af en flaske og senere at spise blåbær, havregryn og æblestykker. Brumme lærte Villads at trille ned ad bakken, at lede efter biller under sten og at tage en lur i solen midt på dagen. De to var sammen fra morgen til aften.
Ugerne gik, og Brumme voksede. Snart kunne den ikke være i sengen, og snart kunne den ikke komme ind ad køkkendøren uden at vælte en spand. Om aftenen satte den sig ved hegnet og kiggede ud mod skoven. Næsen gik op og ned, som om den læste alle duftene derude.
"Den savner træerne," sagde far stille en aften. Villads nikkede. Han havde godt set det.
Næste morgen gik de sammen ud ad skovstien. Knas, knas, knas. Brumme løb lidt foran, kom tilbage og løb igen lidt længere. Ved lysningen standsede Villads. "Nu er du stor nok," sagde han og aede den bag ørerne. "Pas godt på dig selv, Brumme." Brumme puffede til ham med snuden, én gang, to gange. Så travede den ind mellem stammerne, og grenene lukkede sig efter den.
Villads stod længe og lyttede. Det føltes stille i ham og lidt tungt. Far lagde en hånd på hans skulder, og de gik hjem uden at sige ret meget.
Den aften sad Villads i vindueskarmen, før han skulle sove. Stjernerne var kommet frem over trætoppene, ligesom den aften han fandt Brumme. Langt inde i skoven brummede noget, dybt og tilfreds.
Villads smilede. Han kravlede op i sengen, og far trak det blå tæppe op til hans hage. Det duftede stadig en lille smule af bjørn. Han lagde kinden mod puden og tænkte på en stor, brun bjørn, der lå rullet sammen i mosset derude under de samme stjerner. Så faldt han i søvn.
Sov godt.
