En drengs redning af en forældreløs bjørneunge
En stjerneklar nat vandrede en ung dreng langs en skovsti. Pludselig hørte han en underlig lyd. Han stoppede op og lyttede. Det lød som en bjørn, der græd. Drengen besluttede sig for at finde ud af, hvad det var, og fulgte lyden ind i skoven.
Da han kom frem til en lille lysning, så han noget, der næsten fik tårerne til at springe frem i hans øjne. En lille bjørneunge sad og græd. Den var forældreløs og helt alene.
Drengen tænkte hurtigt og besluttede sig for at tage bjørneungen med hjem. Han vidste, at den var for lille til at klare sig selv i skoven. Han tog den forsigtigt op og bar den med sig.
Da han kom hjem, lagde han bjørneungen i sin seng og dækkede den til med et tæppe. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre, så han besluttede sig for at spørge sin far til råds.
Faren var ikke glad for idéen om at have en bjørneunge i huset, men han kunne se, at drengen allerede havde taget sig af den lille bjørn, så han gav efter. De besluttede sig for at tage sig af bjørneungen, indtil den var stor nok til at klare sig selv i naturen.
Drengen og bjørneungen blev hurtigt uadskillelige. Drengen lærte bjørneungen at spise og drikke, og bjørneungen lærte drengen at lege og have det sjovt. De blev bedste venner.
Efterhånden som tiden gik, blev bjørneungen større og stærkere. Den begyndte at længes efter skoven og det frie liv. Drengen vidste, at det var tid til at slippe bjørneungen fri.
En dag gik drengen og bjørneungen ud i skoven. Drengen sagde farvel til sin ven og lod den løbe ud i det fri. Han vidste, at det var det bedste for bjørneungen, men hans hjerte var tungt. Han ville savne sin ven.
Drengen gik tilbage til sit hjem og tænkte på den tid, han havde tilbragt med bjørneungen. Han vidste, at han aldrig ville glemme sin ven og den specielle tid, de havde haft sammen.
Den lille bjørneunge var nu vokset op og kunne klare sig selv i skoven. Men den ville aldrig glemme drengen, der havde reddet dens liv og givet den en chance for at leve frit og lykkeligt i naturen.
