En drøm om evigt liv
En gammel mand sad i sin stol og kiggede ud ad vinduet. Han havde levet et langt og godt liv, men nu var han træt og klar til at slippe taget i livet. Men alligevel kunne han ikke lade være med at drømme om evigt liv. Tænk at kunne opleve verden for evigt og aldrig skulle sige farvel til sine kære.
Manden lukkede øjnene og drømte sig væk. Han så sig selv vandre gennem en smuk skov, hvor blomsterne stod i fuldt flor, og fuglene sang deres smukkeste sange. Han mærkede solen varme hans ansigt og vinden lege med hans hår. Det var en drøm om frihed og evigt liv.
Pludselig hørte han en stemme kalde hans navn. Han åbnede øjnene og så en kvinde stå foran ham. Hun var smuk og havde lange lyse lokker, og hendes øjne lyste som stjernerne på himlen.
“Kom med mig,” sagde hun og rakte ham hånden. “Jeg kan give dig evigt liv.”
Manden tøvede lidt, men så besluttede han sig for at følge efter kvinden. De vandrede gennem en tæt skov, hvor træerne var høje og mørke. Det var som om, de vandrede gennem en anden verden, hvor alt var magisk og mystisk.
Til sidst nåede de frem til en lysning, hvor der stod et træ med røde blomster. Kvinden rakte manden en blomst og bad ham spise den. Han tøvede lidt, men så besluttede han sig for at følge hendes råd.
Da han havde spist blomsten, mærkede han en varm følelse sprede sig i hans krop. Han følte sig stærk og ung igen. Han kiggede på kvinden og takkede hende for den gave, hun havde givet ham.
Men så begyndte han at tænke på alle de mennesker, han havde elsket og mistet i sit liv. Han ville ikke leve evigt, hvis han ikke kunne dele sit liv med dem. Han vendte sig om og gik tilbage til sin stol, hvor han lukkede øjnene og faldt i søvn.
Da han vågnede igen, var det morgen, og solen skinnede ind ad vinduet. Han smilede og vidste, at han havde truffet det rigtige valg. Han ville ikke have evigt liv, hvis han ikke kunne dele det med sine kære. Han var taknemmelig for det liv, han havde levet, og han var klar til at tage afsked med verden.
Han rejste sig fra sin stol, gik ud i den friske morgenluft og kiggede op mod himlen. Han vidste, at hans tid var ved at rinde ud, men han var ikke bange. Han havde levet et langt og godt liv, og nu var det tid til at sige farvel. Han lukkede øjnene og smilede. Han vidste, at han ville blive husket og elsket af alle dem, han havde kendt og elsket.
