En ensom ulv på sin færd gennem vilde landskaber
Den ensomme ulv strøg gennem vilde landskaber. Han var alene, men han var ikke ensom. Ulven havde altid været en ensom sjæl, der foretrak at vandre alene gennem skovene og bjergene. Han havde ingen flok at tilhøre, ingen at dele sit bytte med, ingen at beskytte.
Men selvom han var alene, var han ikke ensom. Han havde naturen, han havde vinden, han havde stjernerne. Han følte sig hjemme i de vilde landskaber, hvor ingen mennesker var, og hvor han kunne leve sit liv i fred og frihed.
Ulven havde altid været en jæger, og hans sanser var skarpe som en kniv. Han kunne lugte bytte på lang afstand og høre fjern lyd fra miles væk. Han var en mester i at bevæge sig lydløst og uset gennem skovene og bjergene, og han havde overlevet på egen hånd i mange år.
Men selvom han var stærk og uafhængig, var han stadig en del af naturen, og han vidste, at han ikke kunne overleve uden den. Han havde respekt for de vilde landskaber, og han passede på dem, som de passede på ham.
En aften, mens han vandrede gennem en tæt skov, hørte han en lyd. Det var en svag lyd, men den var der. Han standsede op og lyttede. Han kunne høre noget, der bevægede sig i nærheden, noget der var bange.
Ulven fulgte lyden og fandt en ung hjort, der var fanget i en fælde. Hjorten var bange og skræmt, og den kunne ikke slippe fri. Ulven så på hjorten og vidste, at han kunne dræbe den og spise den. Men han gjorde det ikke.
I stedet hjalp han hjorten fri af fælden, og de vandrede sammen gennem skoven. Ulven viste hjorten, hvordan man fandt mad og vand, og de blev venner. Ulven havde aldrig haft nogen venner før, men han vidste, at han havde brug for hjorten.
Og sådan vandrede den ensomme ulv gennem vilde landskaber med sin nye ven ved sin side. De fandt mad og vand sammen, og de passede på hinanden. Ulven havde nu en ven at dele sit liv med, og han følte sig ikke længere ensom.
Men selvom han havde en ven, vidste han, at han stadig var en ulv. Han kunne ikke leve i menneskelige samfund, og han kunne ikke lade sin ven blive såret. Så en dag sagde han farvel til hjorten og vandrede videre ud i de vilde landskaber.
Han vidste, at han ville være alene igen, men det gjorde ikke noget. Han havde lært, at selvom man er alene, kan man stadig finde venner i naturen, og at selvom man er en ulv, kan man stadig have et hjerte.
