En glad kanin opdager en hemmelig sø
Der var engang en kanin, der hed Hop. Han boede i en hule under rødderne af et gammelt egetræ, midt i en stor skov. Hop var glad det meste af tiden, og nysgerrig var han hele tiden. Når han hoppede, sagde det hop, hop, hop i mosset, og ørerne vippede op og ned.
En morgen hoppede han længere væk, end han plejede. Forbi brombærkrattet, over den væltede birk og ned ad en skrænt, hvor bregnerne var så høje, at de kildede ham på næsen. Dernede hørte han en lyd, han ikke kendte. Plisk, plask, plisk.
Det var en lille å. Den var ikke bredere end en kanin er lang, og den løb muntert hen over sten og grus. Hop fulgte efter den, og pludselig forsvandt vandet ind i en åbning i bakken. En hule.
Hop stillede sig ved indgangen og kiggede ind. Der var halvmørkt derinde, og luften var kølig og lugtede af våde sten. "Hallo?" sagde han forsigtigt. "Hallo, hallo," svarede hulen med hans egen stemme. Hop fnisede. Så hoppede han ind. Hop, hop, hop.
Han holdt sig tæt ved åen. Den klukkede venligt ved siden af ham, som om den viste vej. Efter et lille stykke blev det lysere. Gangen drejede rundt om et hjørne, og så stod Hop helt stille.
Foran ham lå en sø. Den var rund og blank, og vandet var så klart, at han kunne se hver eneste sten på bunden. Højt oppe i loftet var der et hul, hvor sollyset faldt ned som en gylden stribe og fik vandet til at glitre. Fra loftet dryppede små dråber. Pling. Pling. Pling.
"Åh," hviskede Hop. Mere kunne han ikke sige. Han satte sig på en flad sten og kiggede bare.
Da han havde siddet længe, begyndte han at gå rundt om søen. Langs bredden voksede blødt mos og små hvide og blå blomster, der duftede sødt. I vandet svømmede fisk med sølvskinnende sider. De vendte sig alle sammen på én gang, som om de dansede. "Hvordan kan det være, at ingen kender det her sted?" tænkte Hop. "Det er jo alt for dejligt til at være hemmeligt."
Han tænkte på Egern Elmer, der altid havde travlt. På gamle Grævling Gerda, der elskede blomster. På de små musebørn, der aldrig havde set en fisk. Hop rejste sig og rystede vandet af poterne. Nu havde han en plan.
Han løb hele vejen hjem. Hop, hop, hop. Først fortalte han det til Elmer. Så til Gerda. Så til musene og til pindsvinet, der boede under hasselbusken. "En sø inde i bakken!" råbte han. "Med lys fra loftet og fisk, der danser!" Nogle troede ikke helt på ham. "Kom med," sagde Hop. "Så skal I se."
Næste dag gik de afsted i en lille flok. De fulgte åen, plisk, plask, plisk, og listede ind i hulen. Musebørnene holdt hinanden i halen. Så kom de rundt om hjørnet, og alle blev stille på én gang. "Åh," sagde Gerda. "Åh," sagde Elmer. Musebørnene sagde ingenting, for de havde travlt med at kigge på fiskene.
Dagen efter tog Hop nogle nye dyr med. Og dagen efter igen. Snart kendte de fleste i skoven vejen til søen. Gerda sad og snusede til blomsterne, Elmer lå på en solvarm sten og glemte at have travlt, og musene øvede sig i at tælle fisk. "Femten, seksten, sytten …"
Da solen gik ned den aften, hoppede Hop hjem til sin hule under egetræet. Han var træt i benene og glad helt ind i maven. Han krøb ned i sin rede af tørt græs og trak den lille hvide hale ind under sig.
Udenfor begyndte stjernerne at tænde, én efter én. Hop lukkede øjnene. Han kunne næsten stadig høre det. Pling. Pling. Pling. Og så sov han, med et lille smil om munden.
Sov godt.
