Der var engang to blomster, der voksede side om side i en smuk have. Den ene var en rød rose, og den anden var en gul solsikke. De havde altid været venner og nød hinandens selskab i haven.
Men en dag så rosen solsikken på en måde, hun aldrig havde set før. Hendes hjerte slog hurtigere, og hun følte sig varm og rød i kinderne. Hun vidste ikke, hvad der var sket, men hun vidste, at hun havde forelsket sig i sin bedste ven.
Rosen blev bange for sine følelser og vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere dem. Hun var bange for at fortælle solsikken om sine følelser, da hun var bange for at miste deres venskab. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke på solsikken dag og nat.
En aften, da solsikken var ved at lukke sine blomsterblade, besluttede rosen sig for at tage mod til sig og åbne sit hjerte. Hun sendte en duftende kærlighedserklæring til solsikken og sagde:
“Kære solsikke, jeg har haft disse følelser for dig i lang tid. Jeg ved ikke, hvordan du vil reagere, men jeg er nødt til at fortælle dig, at jeg elsker dig.”
Solsikken blev overrasket over rosenes erklæring, men hun vidste, at hun havde følt det samme i lang tid. Hun åbnede sine blomsterblade og sagde:
“Kære rose, du har altid været min bedste ven, men jeg har også følt noget mere for dig. Jeg er glad for, at du fortalte mig, hvordan du har det. Jeg elsker også dig.”
Rosen og solsikken blev nu en kærlighedspar i haven, og de var mere forelsket end nogensinde før. De voksende tættere sammen og nød hinandens selskab endnu mere nu, da de var elskende.
Fra den dag af fyldte de haven med duften af kærlighed og lykke. De vidste, at de altid ville have hinanden, og at deres kærlighed var stærkere end noget andet i verden. Og hver aften, når solsikken ville lukke sine blomsterblade, ville rosen sende en duftende kærlighedserklæring til sin elskede, og de ville falde i søvn sammen i haven, lykkelige og forelskede.
