Der var engang en lille fugl, der fløj rundt i haven og ledte efter noget at spise. Pludselig opdagede den en lille orm, der kravlede rundt på jorden. Fuglen var ikke sulten, men den var nysgerrig og fløj ned for at undersøge ormens bevægelser.
Ormen var bange og krøb sammen, da fuglen nærmede sig. Men til fuglens overraskelse begyndte ormens krop at lyse op i smukke farver. Fuglen var betaget af dette syn og blev stående og betragtede ormens skønhed.
De to dyr talte sammen i lang tid og blev hurtigt venner. Fuglen fandt ud af, at ormens farveændringer var et tegn på dens følelser. Når den var glad, lyste den op i lyse farver, og når den var bange, blev den sort og grå.
Fuglen og ormen tilbragte hver dag sammen og blev mere og mere tætte. Fuglen lærte sig at forstå ormens farvesprog, og de kunne kommunikere uden at sige et ord.
Men der var en ting, der bekymrede fuglen. Den vidste, at ormene var en yndet spise for mange fugle, og den var bange for, at dens ven skulle blive fanget og spist af en af sine artsfæller.
Fuglen besluttede sig for at beskytte sin ven og byggede et lille hus af blade og grene til ormen. Ormen var taknemmelig og flyttede ind i sin nye bolig med det samme.
Fuglen fløj hver dag ud for at finde mad til sin ven og vendte tilbage til huset, hvor de spiste sammen og talte om deres eventyr.
De to dyr var lykkelige sammen og havde ingen idé om, at deres kærlighedshistorie ville blive fortalt i mange år fremover som et eksempel på, hvordan selv de mest usandsynlige venner kan finde lykke sammen.
