En magisk rejse til en ukendt verden
Alba boede i et lille hus for enden af en grusvej, og hun var en pige, der drømte med åbne øjne. Når hun skrællede gulerødder, drømte hun om bjerge af sukker. Når hun sad i badekarret, drømte hun om have, hvor fiskene kunne tale. Og om aftenen under dynen drømte hun om et sted langt væk, som ingen endnu havde tegnet på et kort.
En aften kiggede hun ud ad vinduet. Himlen var fuld af små, blinkende prikker, men én stjerne skinnede klarere end alle de andre. Den blinkede ikke. Den lyste bare, helt roligt, som en lygte, der var tændt for hendes skyld. "Den venter på mig," hviskede Alba.
Hun pakkede sin lille taske med det vigtigste: et par ekstra sokker, et rødt æble, en blyant og Hop, sin tøjhare med kun ét øre. Så listede hun ud i haven og fulgte stjernen. Græsset var vådt og koldt mod hendes støvler. Trip, trip, trip. Stjernen blev hængende lige foran hende.
Efter lang tid kom hun til en stor skov, der duftede af mos og harpiks. Under en gammel eg sad en gammel mand i en lang, brun kappe. Han havde et skæg som uld og øjne, der smilede, før munden nåede at gøre det. "Du følger stjernen," sagde han. "Det kan jeg se på dine støvler. De går altid lidt hurtigere, når man er på vej et nyt sted hen."
Han rakte hende en tynd stav af lyst træ. Den var glat og varm, som om den lige havde ligget i solen. "Den åbner porten," sagde han. "Bank tre gange, og ikke for hårdt. Porte kan ikke lide at blive skyndet på." Alba takkede og gik videre ind mellem træerne.
Midt i skoven stod en port af snoede rødder. Alba løftede staven. Bank. Bank. Bank. Det knirkede blødt, og porten gled op.
På den anden side lå et land, hun aldrig havde set. Blomsterne var store som paraplyer, og træerne var så høje, at toppene forsvandt i skyerne. Men noget var mærkeligt. Alt var gråt. Blomsterne var grå, græsset var gråt, og selv sommerfuglene var grå som regnvejr.
"Hej," sagde en lille stemme bag hende. Det var en fe, ikke større end en tommelfinger, med vinger som tynde sæbebobler. "Jeg hedder Pip. Heksen oppe på bakken har taget alle farverne og gemt dem. Vil du hjælpe mig med at få dem tilbage?" Alba mærkede sit hjerte banke lidt hurtigere. Men hun nikkede.
De gik sammen gennem det grå land. De mødte en snegl, der bar en lille lampe på sit hus, og en frø, der sang kvæk, kvæk, kvæk, selvom den slet ikke kunne huske, hvilken farve den plejede at have. Oppe ved bakken væltede en flok grå skygger rundt. De var bløde og runde som uldtotter, og de spærrede vejen, men de fnisede mere, end de skræmte.
Alba satte sig på hug og rullede sit æble hen mod dem. Skyggerne snusede til det og trillede til side. Så kunne de gå helt op til heksens hus.
Heksen sad på trappen med hagen i hænderne. Bag hende stod hylde efter hylde med glaskrukker, og i krukkerne summede alle farverne: himmelblå, smørgul, jordbærrød. "Hvorfor har du taget dem?" spurgte Alba stille. Heksen sukkede. "Der kommer aldrig nogen på besøg. Jeg troede, at hvis jeg havde alle de fine farver, så ville nogen komme." Alba satte sig ved siden af hende. "Nu kom jeg jo."
Heksen kiggede længe på hende. Så rejste hun sig og skruede låget af den første krukke. Plop. Gult fløj ud og landede på solen. Plop. Grønt gled ned over græsset. Plop, plop, plop. Skyggerne blev til små, farvede fugle, og heksens hus blev rødt som et æble. Pip lavede en kolbøtte i luften, og heksen smilede for første gang i lang tid.
Da himlen blev lilla af aften, fulgte Pip Alba tilbage til porten. "Du kommer igen, ikke?" spurgte feen. "Det lover jeg," sagde Alba. "Og så besøger vi heksen sammen." I skoven sad den gamle mand stadig under egen. Han nikkede bare, som om han havde vidst det hele.
Hjemme kravlede Alba op i sengen med kolde tæer og Hop under armen. Uden for vinduet lyste den klare stjerne, helt roligt. Alba gabte. Hun tænkte på blå himmel, gule blomster og en heks med et rødt hus. Så faldt øjnene i, og hun sov.
Sov godt.
