En prinsesse der måtte redde sit kongerige fra en ond heks
Der var engang en prinsesse, som boede i et slot med røde tage og en have med æbletræer. Hendes far var konge, og han havde et gråt skæg, der kildede, når han gav godnatkys. Prinsessen kunne noget helt særligt. Hun kunne tale med dyrene i skoven. Hun vidste, hvad solsorten sang om om morgenen, og hvorfor pindsvinet altid snøftede.
En morgen var kongens krone væk. På den røde pude, hvor den plejede at ligge, lå der kun en sort fjer og en lille seddel. "Nu er det mig, der skal være dronning," stod der med krogede bogstaver. "Hilsen heksen på Tågebakken."
Kongen sukkede og satte sig tungt på tronen. "Uden krone kan jeg ikke være konge," sagde han. "Og heksen vil ikke lytte til nogen." Prinsessen rejste sig. "Så må jeg finde nogen, hun ikke kan lade være med at lytte til," sagde hun. Hun tog sin grønne kappe på og gik ud i skoven.
Det første, hun mødte, var et lille egern på en gren. Det rystede så meget, at nødden faldt ud af poterne. "Skal du op til heksen?" hviskede det. "Hun er så sur. Hun har jaget alle fuglene væk fra sit tag." "Jeg passer på dig," sagde prinsessen. "Vil du hjælpe mig?" Egernet tænkte længe. Så nikkede det.
Egernet hentede uglen. Uglen hentede ræven. Og ræven hentede en lille brun mus, som var den bedste graver i hele skoven. "Vil du hjælpe mig?" spurgte prinsessen hver gang. Og hver gang blev svaret ja.
Om eftermiddagen stod de foran heksens slot. Det var bygget af sorte sten, og rundt om det var en høj mur. Men prinsessen havde hørt grævlingerne fortælle om et sted, hvor jorden var blød lige under muren. Musen gik i gang. Skrab, skrab, skrab. Jorden fløj. Skrab, skrab, skrab. Snart var der en tunnel, lige stor nok til en prinsesse, der kravler på maven.
Indenfor var der stille og koldt. I den største sal sad heksen på en høj stol med kongens krone på hovedet. Kronen var alt for stor og gled hele tiden ned over hendes øjne. "Hvem der?" snerrede hun og skubbede den op. "Gå hjem. Det er mit kongerige nu." Hun løftede sin stav, og det knitrede blåt i spidsen.
Men dyrene var hurtigere. Uglen fløj op og sagde "Uhu!" så højt, at heksen glemte, hvad hun var ved at sige. Ræven løb rundt om stolen, så hun blev helt rundtosset af at følge den med øjnene. Og egernet sprang op på stoleryggen og lirkede kronen af hendes hoved med sine små poter. Staven trillede ned på gulvet med et klonk, og det blå lys gik ud.
Heksen sad tilbage med sit flade, sorte hår og så pludselig meget lille ud. "Hvorfor ville du have kronen?" spurgte prinsessen stille. Heksen kiggede ned i gulvet. "Når man er dronning, kommer alle til ens fester," mumlede hun. "Ingen har nogensinde inviteret mig til noget."
Prinsessen tænkte sig om. Så rakte hun hånden frem. "I aften holder vi fest på slottet," sagde hun. "Du er inviteret. Men kronen skal hjem til min far." Heksen blinkede. Hun sagde ikke noget i lang tid. Til sidst nikkede hun, ganske lidt.
Da prinsessen kom hjem med kronen, lo kongen så højt, at duerne lettede fra taget. "Du bliver en god dronning en dag," sagde han og løftede hende helt op i luften.
Om aftenen hang der lanterner i æbletræerne. Der var pandekager med honning og små nøddekager til egernet. Musen dansede med ræven, og uglen sang med sin dybe stemme. Heksen stod først helt ude ved hækken. Men da musikken blev langsom, gik hun ind og dansede med kongen, og hun trådte ham kun én gang over tæerne.
Sent på aftenen bar kongen prinsessen op i hendes seng. Egernet krøllede sig sammen i vindueskarmen. Udenfor glimtede stjernerne over Tågebakken, hvor heksens tårn nu havde ét lille, varmt lys i vinduet. "Godnat, min modige pige," sagde kongen og gav hende et kys med det kildende skæg. Prinsessen smilede, trak dynen op til hagen og faldt i søvn.
Sov godt.
