Engang var der en lille pige ved navn Emma, der var på vej hjem fra sin bedstefars hus. Det var blevet mørkt, og hun havde mistet sin vej og var nu helt alene i skoven. Hun blev bange og begyndte at græde.
Pludselig hørte hun en lyd. Det var en stor, venlig bjørn, der kom hen til hende. Emma var bange, men bjørnen sagde roligt til hende: “Du er ikke alene. Jeg vil hjælpe dig med at finde vej hjem.”
Bjørnen førte Emma gennem skoven og viste hende vejen. Emma var meget taknemmelig og spurgte bjørnen, om han ville følge hende hele vejen hjem. Bjørnen svarede: “Selvfølgelig vil jeg det. Jeg vil sørge for, at du kommer sikkert hjem.”
De gik i lang tid, og Emma og bjørnen blev gode venner. Bjørnen fortalte Emma om sit liv i skoven og om alle de andre dyr, han kendte. Emma lyttede opmærksomt og fortalte også om sit liv og sin familie.
Endelig nåede de frem til Emmas hus. Emma var så taknemmelig for bjørnens hjælp, at hun inviterede ham indenfor til varm kakao og småkager. Bjørnen takkede pænt ja og drak en kop kakao med Emma og hendes familie.
Da det var tid til at gå, sagde bjørnen farvel til Emma og hendes familie. Emma var ked af at se ham gå, men hun vidste, at hun altid ville have en ven i bjørnen.
Siden den dag besøgte bjørnen Emma og hendes familie ofte. De gik på ture i skoven sammen, og bjørnen lærte Emma om naturen og alle dens skatte. Emma lærte bjørnen om mennesker og deres måde at leve på.
Bjørnen og Emma havde fundet en ven for livet i hinanden og var taknemmelige for, at de havde mødt hinanden den aften i skoven, hvor bjørnen hjalp Emma med at finde vej hjem.
