Engang for længe siden levede der en mand ved navn Ahmed. Han var en from og troende muslim og så frem til den hellige måned Ramadan hvert år. Det var en tid, hvor han kunne fokusere på sin åndelige rejse og samtidig vise sin taknemmelighed over for Allah.
Ramadan er en måned, hvor muslimer faste i løbet af dagen. De må ikke spise eller drikke noget fra solopgang til solnedgang. Det er en tid for refleksion og selvkontrol, og det er også en tid for at give til dem, der har mindre end en selv.
Ahmed var altid ivrig efter at give tilbage til samfundet i løbet af Ramadan. Han ville samle penge ind til de fattige og arrangere måltider for dem, der ikke havde råd til at spise. Han ville også sørge for, at hans naboer og venner var inkluderet i hans årlige iftar, det første måltid, der spises efter solnedgang.
Men en dag blev Ahmed syg og kunne ikke deltage i Ramadan-aktiviteterne. Han var ked af det og bekymret for, at han ville gå glip af denne hellige måned. Men hans venner og naboer kom til hans hjælp. De samlede penge ind og arrangerede måltider for de fattige i hans sted. De inviterede ham også til deres iftar og sørgede for, at han ikke gik glip af noget.
Ahmed blev overvældet af den kærlighed og omsorg, han modtog fra sine venner og naboer. Han indså, at Ramadan ikke kun handler om at faste og give tilbage til samfundet, men også om at tage sig af hinanden og vise kærlighed og medfølelse.
Da Ramadan sluttede, var Ahmed taknemmelig for sin åndelige rejse og den støtte, han modtog fra sine venner og naboer. Han blev inspireret til at fortsætte med at give tilbage til samfundet og tage sig af dem omkring ham, uanset måneden på året. Historien om den hellige måned Ramadan mindede ham om, at kærlighed og omsorg er de sande gaver, vi kan give hinanden.
