Hunden der blev berømt for at male malerier

Ude for enden af en grusvej lå en lille gul hytte med blå vinduesrammer. Der boede Anna, som var maler, sammen med sin lille hund Fido. Fido havde bløde brune ører, en hvid plet på næsen og en hale, der næsten aldrig stod stille.
Hver morgen stillede Anna sit staffeli op ved det store vindue. Hun dyppede penslen i farven og strøg den hen over lærredet. Svisj, svisj, sagde penslen. Fido lå på sit tæppe med hovedet på poterne og fulgte hver eneste bevægelse. Han kunne godt lide lugten af maling og den lille hviskelyd, penslen lavede.
"Hvad synes du, Fido?" spurgte Anna tit. "Skal himlen være lidt mere blå?" Fido logrede. Han syntes, at alt, hvad Anna malede, var det fineste i hele verden.
En formiddag tog Anna sin kurv over armen. "Jeg går lige ned til købmanden efter brød og æbler," sagde hun. "Pas godt på huset, lille ven." Døren klikkede i, og der blev helt stille i hytten.
Fido gik en runde. Han snusede til skoene i gangen og lagde sig et øjeblik i en varm solstribe på gulvet. Så fik han øje på et hvidt lærred, der stod lænet op ad væggen. Ved siden af stod farvekrukkerne uden låg, og en pensel lå lige på kanten af bordet.
Fido lagde hovedet på skrå. Han havde set Anna gøre det så mange gange. Forsigtigt tog han penslen i munden og dyppede den i den gule farve. Og så gik det løs. Svisj, svisj, sagde penslen.
Først malede han en stor, skæv sol. Så trådte han i den grønne farve med begge forpoter og trippede hen over lærredet, tap, tap, tap, så der kom græs. Til sidst blev han så glad, at halen logrede lige ned i den blå krukke og fejede en bue tværs over billedet, ligesom en lille flod. Fido satte sig og kiggede. Det så godt ud, syntes han.
Lidt efter gik døren op. "Jeg er hjemme!" råbte Anna. Så stod hun helt stille med kurven i hånden. Der var grønne poteaftryk på gulvet, gul maling på Fidos snude og et lærred fyldt med farver. "Fido," sagde hun langsomt. "Har du…?" Fido logrede forsigtigt, og en lille blå dråbe faldt fra halespidsen.
Anna satte sig på hug foran billedet og kiggede længe. Solen var skæv, og græsset bestod af poter, men der var noget ved det, der fik hende til at smile. Det så ud, som om nogen havde været rigtig glad, mens de malede. "Det er jo smukt," hviskede hun. "Det ligner en sommerdag."
Om aftenen vaskede hun Fidos poter i en balje lunkent vand, plask, plask, og hun lo, da han prøvede at bide i sæbeboblerne. Bagefter hængte hun billedet op ved siden af sine egne.
Nogle uger senere holdt Anna udstilling i byens lille galleri, og hun tog Fidos maleri med. Folk gik stille rundt og kiggede, men foran sommerdagsbilledet blev de stående. "Hvem har malet det her?" spurgte en dame med rød hat. "Det har min hund," sagde Anna. Først troede ingen på hende. Så løftede Fido en pote, der stadig var en lille smule grøn mellem tæerne, og hele galleriet brød ud i latter.
Snart talte hele byen om hunden, der kunne male. Børn kom forbi hytten for at se ham arbejde, og nogle kom helt langvejs fra. Anna gav ham hans egen pensel med et tykt skaft og stillede hans egne farvekrukker på gulvet. Hver morgen malede de side om side ved det store vindue. Svisj, svisj, sagde Annas pensel. Svisj, tap, tap, sagde Fidos.
Fidos billeder kom til at hænge i mange stuer, og folk kendte ham langt væk. Men det, Fido bedst kunne lide, var ikke de mange besøgende. Det var lugten af maling om morgenen og Annas varme hånd i pelsen, når de var færdige.
En aften malede de en stjernehimmel sammen. Anna lavede den mørkeblå nat, og Fido satte de hvide stjerner med sin våde næse, dup, dup, dup. Da billedet var færdigt, vaskede Anna hans snude og puttede ham i kurven under vinduet.
"Godnat, min lille maler," sagde hun og trak tæppet op over ham. Fido gabte stort og kiggede ud på den rigtige himmel. Stjernerne lignede næsten hans egne prikker, tænkte han. Så lukkede han øjnene, halen gav et sidste lille svirp, og snart sov han tungt og trygt.
Sov godt.




