Engang for længe siden, i en lille by på toppen af en bakke, lå et smukt gammelt hus. Det var et stort og majestætisk hus, med en vidunderlig udsigt over hele byen. Folk sagde, at huset var forhekset, og at det var besat af spøgelser om natten.
Men en lille pige ved navn Lise troede ikke på spøgelser. Hun var fascineret af huset på toppen af bakken og drømte om at udforske det en dag. En aften, da hun var på vej hjem fra en venindes hus, besluttede hun sig for at tage mod til sig og udforske huset på toppen af bakken.
Da hun nåede huset, var det helt stille. Der var ikke en sjæl i syne. Lise listede sig ind ad døren, og begyndte at udforske huset. Det var fyldt med gamle møbler og antikviteter, og Lise kunne næsten høre fortidens stemmer hviske i hendes øre.
Efter at have udforsket huset i et stykke tid, blev Lise træt og besluttede sig for at finde et sted at sove. Hun fandt et gammelt soveværelse og lagde sig til at sove i en af de gamle senge.
Men midt om natten blev Lise vækket af en underlig lyd. Det lød som om, nogen gik rundt i huset. Lise blev bange og gemte sig under dynen.
Pludselig hørte hun en stemme: “Hej Lise, jeg er ikke farlig. Jeg er bare en gammel sjæl, der stadig huser i dette hus. Vil du høre min historie?”
Lise blev fyldt med mod, og langsomt krøb hun ud fra under dynen. Hun så en gammel dame, der stod ved siden af sengen. Damen fortalte Lise om sit liv i huset på toppen af bakken og om, hvordan hun var blevet fanget der, da hun var ung.
Lise lyttede til damens historie og følte sig rolig. Hun vidste, at hun ikke var alene, og at spøgelser ikke var farlige. Efter at have lyttet til historien, faldt Lise i søvn og havde en godnatdrøm om det magiske hus på toppen af bakken.
Næste morgen vågnede Lise op og gik hjem. Hun følte sig anderledes end før, mere modig og mindre bange for det ukendte. Hun vidste, at hun ville huske sin aften i huset på toppen af bakken for evigt, og at hun aldrig ville glemme den gamle dame, der havde delt sin historie med hende.
