Engang var der en ung kvinde ved navn Emma, som skulle til et vigtigt møde på sit arbejde. Det var en præsentationsrunde, hvor alle de nye medarbejdere skulle præsentere sig selv og fortælle om deres baggrund og kompetencer.
Emma havde forberedt sig godt til mødet og havde øvet sin præsentation flere gange derhjemme. Men da hun stod foran de andre medarbejdere og skulle sige sit navn, gik det galt. Hun glemte simpelthen sit eget navn.
Emma blev så nervøs og forvirret, at hun begyndte at stamme og mumle. Hendes kollegaer kiggede på hende med undrende øjne og nogle af dem grinede lidt af hendes forvirring. Emma kunne mærke, at hun blev rød i hovedet og følte sig ydmyget.
Efter mødet følte Emma sig virkelig dårligt tilpas. Hun tænkte over, hvorfor hun var så nervøs og hvorfor hun havde glemt sit eget navn. Hun følte, at hun havde skuffet sine kollegaer og at de nu ville se ned på hende.
Men så begyndte Emma at tænke på, hvorfor hun havde valgt at arbejde på det her sted. Hun havde valgt det, fordi hun havde en passion for sit fag og fordi hun gerne ville lære nyt. Hun vidste, at hun havde nogle kompetencer og erfaringer, som kunne være værdifulde for virksomheden.
Emma besluttede sig for at tage en dyb indånding og give sig selv en chance. Hun besluttede sig for at acceptere sin fejl og lære af den. Hun besluttede sig for at være stolt af sig selv og det, hun havde opnået hidtil i sin karriere.
I stedet for at lade sig slå ud af sin egen fejltagelse, valgte Emma at se fremad og fokusere på at lære mere og udvikle sig selv og sit arbejde. Hun indså, at det var okay at lave fejl og at det var en del af at lære og vokse.
Så Emma gik hjem den dag med en ny selvtillid og et nyt syn på sig selv og sit arbejde. Hun havde måske glemt sit navn i præsentationsrunden, men hun havde ikke glemt sin passion og sit formål med at være der. Og det var det, der virkelig betød noget.
