Engang for længe siden, i en lille by i Galilæa, levede der en mand, som var plaget af en frygtelig sygdom. Han var en spedalsk, og hans sygdom havde gjort ham til en udstødt i samfundet. Han måtte bo uden for byen og leve af almisser, som han fik fra forbipasserende. Han kunne ikke røre ved nogen, eller så ville de risikere at få hans sygdom.
Men en dag hørte han om en mand ved navn Jesus, som var kendt for at helbrede syge og lamme. Han hørte, at Jesus var i byen, og han besluttede sig for at tage en chance og opsøge ham.
Da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham om at helbrede ham. Jesus så på ham med medfølelse og rakte sin hånd ud og rørte ved ham. “Jeg vil,” sagde Jesus, “bliv renset!”
Og med det samme blev manden helbredt! Han kunne mærke varmen fra Jesu hånd, og hans krop føltes pludselig let og stærk. Han rejste sig op og løb tilbage til byen for at fortælle alle om Jesu mirakel.
Folk var forbløffede over at se ham helbredt. De havde set ham som en udstødt i årevis, men nu var han renset og helbredt. De vidste, at dette måtte være et mirakel, og de begyndte at tro på Jesus og hans evner.
Manden takkede Jesus og sagde, “Jeg ved nu, at du er Guds søn og en sand helbreder.” Og fra den dag af var han ikke længere en udstødt, men en respekteret borger i byen.
Jesus fortsatte med at helbrede syge og hjælpe dem i nød. Han blev kendt som en mirakelhelbreder, og hans omdømme spredte sig langt ud over Galilæa. Men for manden, som var blevet helbredt fra sin spedalskhed, ville Jesu mirakel altid være en påmindelse om Jesu kærlighed og barmhjertighed.
