En aften var Jesus i nærheden af søen Galilæa, og tusindvis af mennesker var kommet for at høre ham tale. De havde fulgt ham hele dagen og var blevet sultne. Jesus kiggede ud over mængden og følte medfølelse for dem. Han vidste, at de havde brug for mad.
En af hans disciple, Filip, kom op til ham og sagde: “Mester, vi har kun syv brød og et par små fisk. Hvad skal vi gøre?”
Jesus bad dem bringe maden til ham. Han takkede Gud for føden og bad sine disciple om at dele det ud til mængden. Mirakuløst nok var der nok mad til alle, og endda mere tilovers.
Menneskene spiste og var mætte, og der var stadig syv kurve med mad tilovers. Alle var forundrede over Jesu magt og undervisning, og de vidste, at han var en særlig mand.
Da det blev aften, bad Jesus sine disciple om at tage ud på søen i bådene. Han selv ville blive tilbage og bede til Gud. Da natten faldt på, var bådene langt ude på søen, og der kom en stærk vind. Disciplene kæmpede for at holde bådene oprejst, men det var svært.
Pludselig så de Jesus gående på vandet mod dem. De blev bange og troede, at det var et spøgelse. Men Jesus sagde: “Vær ikke bange. Det er mig.”
Peter sagde: “Hvis det er dig, så bed mig om at komme ud og gå på vandet mod dig.”
Jesus sagde: “Kom.”
Peter trådte ud af båden og gik på vandet mod Jesus. Men da han så bølgerne, begyndte han at synke. Han råbte: “Herre, frels mig!”
Jesus greb hans hånd og sagde: “Du har så lidt tro. Hvorfor tvivler du?”
Da de kom tilbage til båden, lagde vinden sig, og alle var forundrede over, hvad der var sket. De vidste, at Jesus var en særlig mand, og at han havde magt over naturen.
De sejlede tilbage til land og gik til ro for natten. Jesus havde igen vist dem, at han var Guds søn og havde magt over alt. De vidste, at de kunne stole på ham og tro på hans ord.
