Engang var der en lille blomst, der boede i en smuk have fyldt med farverige blomster. Denne lille blomst var ikke som de andre blomster i haven, den var særlig og meget smuk. Den havde en blød gul farve og var omgivet af en fin grøn stilk og blade.
Hver dag ventede blomsten spændt på, at en bi skulle komme forbi og besøge den. Den havde hørt så meget om bierne, der hjalp med at sprede pollen og derved sikrede, at nye blomster kunne gro.
En dag kom en lille bi flyvende forbi og slog sig ned på blomsten. Blomsten blev så glad og spændt, at den næsten ikke kunne holde sig i ro. Biens pels var blød og varm, og den lavede en dejlig summen, som gjorde blomsten helt varm indeni.
De to blev hurtigt venner, og biens besøg blev en fast del af blomstens hverdag. De snakkede og grinede sammen og delte deres hemmeligheder. Biens liv var spændende og fyldt med oplevelser, og blomsten var glad for at høre om alt det, bierne var med til.
Men en dag kom der en kraftig storm, der ruskede og rev i blomsterne i haven. Blomsten var bange og frygtede for sit liv. Men så kom biens hjælp. Den lille bi var en stærk og modig ven og holdt fast i blomsten, så den ikke blev revet op af jorden.
Efter stormen var blomsten træt og udmattet, men lykkelig for at have overlevet. Bienen blev ved blomstens side og passede på den, indtil den var på benene igen.
Deres venskab voksede sig stærkere efter denne hændelse, og blomsten vidste nu, at bierne ikke bare var vigtige for deres skønhed, men også for deres overlevelse.
Siden den dag har blomsten og bierne haft et tæt samarbejde, og de har hjulpet hinanden med at vokse og sprede sig i haven. Og selvom de stadig var venner, var blomstens kærlighed til bierne nu mere end bare en venskabelig følelse. Det var en dyb taknemmelighed og en kærlighed, der aldrig ville dø.
