Engang for længe siden, på en mørk og stille nat, skinnede stjernerne højt på himlen. En af disse stjerner var særlig smuk, med en glitrende glans og en blød lysstyrke, der fangede opmærksomheden hos alle, der så op.
Men stjernens skønhed var ikke ubemærket af månen, der tændte sin blide glød og kiggede ned fra himlen mod stjernen. Månens hjerte blev straks betaget af stjernens skønhed, og hun besluttede sig for at tage mod til sig og tale til stjernen.
“Kære stjerne,” sagde månen, da hun forsigtigt nærmede sig. “Din skønhed er enestående og fortryllende. Jeg har længe beundret dig fra afstand, men jeg har aldrig haft modet til at tale til dig før.”
Stjernen vendte sig om og så på månen med et blødt smil. “Tak, kære måne,” sagde stjernen. “Jeg har også længe beundret din glød og den fred, du bringer til natten.”
Månens hjerte sprang af glæde ved stjernens venlige ord, og de to af dem begyndte at tale og lære hinanden at kende på en måde, der kun er mulig mellem to, der deler en dyb kærlighed.
De tilbragte mange natte sammen, talende og delende deres tanker og følelser, og deres kærlighed voksede og blomstrede i en smuk og øm måde. De skulle dog snart lære, at deres kærlighed ikke ville være uden forhindringer.
En mørk sky trak sig over himlen og skjulte både månen og stjernen fra hinanden. Månens hjerte var fyldt med frygt og sorg, for hun vidste ikke, om hun nogensinde ville se sin stjerne igen.
Men stjernen havde ikke glemt sin elskede måne. Hun skinnede med en særlig glans, der skar igennem skyerne og sendte et blødt lys ned til månen. Månens hjerte var fyldt med lettelse og glæde, da hun så stjernens lys og vidste, at hun stadig var der.
Fra den dag af og for evigt ville månen og stjernen skinne sammen på himlen, og deres kærlighed ville skinne lige så klart som deres lys. Deres kærlighed var stærk nok til at overvinde alle forhindringer, og den vil fortsætte med at lyse i mange år fremover, så længe der er en nattehimmel at skinne på.
