Engang for længe siden, i en lille skov, boede der en lille kanin ved navn Klara. Hun var en sød og kærlig kanin, der elskede at hoppe rundt i skoven og spise friske gulerødder. Men en dag, da hun var ude at lege i skoven, hørte hun nogle høje skrig.
Klara blev bange og besluttede at følge lyden. Hun hoppede og hoppede, indtil hun fandt en lille fugl, der var fanget i en gren. Fuglen kunne ikke flyve væk, og den var meget bange.
Klara var ikke sikker på, hvad hun skulle gøre, men hun vidste, at hun måtte hjælpe fuglen. Hun begyndte at gnave i grenene med sine små tænder. Det var ikke let, men hun gav ikke op.
Efter en hård kamp lykkedes det endelig Klara at befri fuglen. Fuglen var så taknemmelig for Klara, at den fløj op på hendes skulder og sang en smuk sang til hende.
Klara var så glad, at hun hoppede og hoppede rundt i skoven, og fuglen fulgte med hende. De havde det sjovt sammen, og de blev gode venner.
Men da solen begyndte at gå ned, indså Klara, at det var tid til at gå hjem. Hun sagde farvel til sin nye ven og hoppede tilbage til sit lille hul i skoven.
Da Klara kom hjem, var hun stadig så glad, at hun ikke kunne sove. Hun tænkte på den lille fugl og på, hvordan hun havde reddet dens liv. Hun vidste, at hun havde gjort noget godt, og det gjorde hende stolt.
Sådan endte den dejlige dag i skoven. Lille Kanin havde reddet dagen og skabt en ny ven i skoven. Hun faldt i en dyb søvn og drømte om alle de eventyr, der ventede på hende i den store skov.
