Nøglen til Atlantis
For længe siden, i en lille by ved havet, boede en dreng, der hed Kian. Hver aften sad han på kajen med benene dinglende ud over kanten og lyttede til bølgerne. Svup, svup, sagde de mod stenene. Kian syntes, det lød, som om de prøvede at fortælle ham noget.
Hans bedstemor havde fortalt ham om Atlantis. En stor by med hvide tårne og brede trapper, som for meget længe siden var sunket ned i havet. Ingen vidste, hvor den lå. Men Kian tænkte på den, når han spiste sin grød, når han bandt sine sko, og allermest når han skulle sove.
En nat drømte han om en gammel mand med et skæg så langt og gråt som tang. Manden sad i en robåd og holdt en nøgle op mod månen. Den var grøn som en havsten og glimtede svagt. "Nøglen ligger i en hule på en lille ø langt ude," sagde manden. "Følg mågerne, når de flyver mod aftenrøden."
Næste morgen løb Kian over til bedstemor i det gule hus. Hun stod og bagte boller, og han fortalte det hele på én gang, så ordene faldt over hinanden. Bedstemor tørrede melet af hænderne og kiggede ud ad vinduet. "Så må vi hellere smøre madpakker," sagde hun. "Havet har tid. Det har vi også."
De sejlede ud i bedstemors lille træbåd med det røde sejl. Kian holdt øje med mågerne, og bedstemor holdt i roret. Om dagen glitrede vandet. Om natten lå de under et uldtæppe og talte stjerner, mens båden vuggede blødt. Svup, svup, sagde bølgerne.
Der gik en dag, og der gik to, og der gik tre. Kian blev stille. "Måske var det bare en drøm," sagde han. Bedstemor gav ham en bolle og strøg ham over håret. "Havet har tid," sagde hun igen. "Spis nu, og hold øje med mågerne."
Den aften fløj tre måger lavt hen over båden, lige mod den orange himmel. Og der, hvor solen gik ned, dukkede en lille ø op. Den var ikke større end en skolegård, med glatte sten og strandhavre, der vajede i vinden. I den ene ende var der en åbning i klippen.
Kian hoppede ud i det lave vand. Pladsk! Han vadede i land og gik forsigtigt ind i hulen. Der lugtede af salt og våde sten, og væggene skinnede som indersiden af en muslingeskal. Inderst inde, på en flad sten, lå nøglen. Grøn som en havsten, præcis som i drømmen, kølig og tung i hånden.
"Bedstemor!" råbte han, så det rungede mellem klipperne. Han løb tilbage og holdt nøglen højt, og bedstemor lo, så det gyngede i hele båden.
Hjemme i byen ville alle se nøglen. Fiskerne vendte og drejede den. "Det er da bare en gammel nøgle," sagde bageren. "Hvor er døren så?" spurgte en pige med lange fletninger. Det vidste Kian ikke. Men han tænkte på det hele aftenen.
Næste morgen var der lavvande, lavere end nogen kunne huske. Langt ude, hvor der plejede at være dybt, stak en rund sten op af vandet. Kian og bedstemor roede derud, og pigen med fletningerne fik lov at komme med. På stenen sad en lille grøn dør med et nøglehul midt på.
Kian stak nøglen i. Klik, klak, sagde låsen. Døren gled op, og bag den førte en trappe af glat glas ned under bølgerne. De gik nogle trin ned og stod helt stille. For gennem glasset kunne de se den: en hel by på havbunden, med hvide tårne dækket af tang, brede trapper, hvor fisk svømmede op og ned, og pladser, hvor søstjerner lå og sov.
"Den er rigtig," hviskede pigen. "Den er rigtig," hviskede Kian. Bedstemor sagde ingenting. Hun holdt dem bare i hånden.
Den aften var der fest på kajen med lanterner og saftevand, og alle ville høre historien igen og igen. Men da Kian kom hjem, var han så træt, at bedstemor måtte hjælpe ham af med sokkerne.
Hun puttede dynen om ham og lagde den grønne nøgle på natbordet. Ude fra havet lød bølgerne. Svup, svup. Kian lukkede øjnene og tænkte på de hvide tårne og fiskene på trapperne. Og før bedstemor havde slukket lampen, sov han.
Sov godt.
