Peter Pan var en dreng, der aldrig ville blive voksen. Han ville altid leve i fantasiens verden og drømme om eventyr. En nat fløj han over byen og landede på en ø i havet. Øen hed Næsset og den var dækket af tæt skov og høje bjerge.
Peter Pan var fascineret af øen og besluttede sig for at udforske den. Han gik gennem skoven og op ad bjergene og opdagede de smukkeste steder. Han så vandfald, søer og klipper og mødte mange forskellige dyr. Han var glad og fornøjet og følte sig som en rigtig eventyrer.
Men da natten faldt på, blev Peter Pan bekymret. Han vidste ikke, hvor han skulle sove. Han besluttede sig for at bygge et hus af grene og blade, men det blev ikke særlig godt. Han lå i sin seng og frøs og kunne ikke sove. Pludselig hørte han en underlig lyd udenfor. Det lød som om nogen græd.
Peter Pan gik ud for at undersøge det og fandt en lille pige, der sad alene på en sten. Hun græd og var bange. Peter Pan spurgte hende, hvad der var galt, og pigen fortalte ham, at hun var blevet væk fra sin familie. Hun hed Anna og boede på den anden side af øen.
Peter Pan besluttede sig for at hjælpe Anna med at finde hjem. Han tog hende med på sin skulder og fløj gennem natten. De fløj over skovene og søerne og så stjernerne på himlen. Til sidst nåede de frem til Annas hus, og hendes familie blev så glade for at se hende, at de inviterede Peter Pan til at blive og spise.
Peter Pan fik en dejlig middag og blev venner med Annas familie. Han fortalte dem om sit eventyr og om Næsset, og de blev så fascinerede af hans historie, at de besluttede sig for at besøge øen sammen med ham næste dag.
Da Peter Pan vendte tilbage til Næsset, var han ikke længere alene. Han havde fået nye venner og var blevet en del af Annas familie. Han havde opdaget, at selvom man er en eventyrer, er det godt at have venner og familie omkring sig. Og så fandt han ud af, at det at dele sine eventyr med andre, er lige så sjovt som at opleve dem selv.
