Engang for længe siden, i et land langt, langt væk, levede der en smuk prinsesse ved navn Isabella. Hun var kendt for sin skønhed, sin modighed og sin gode hjerte. Isabella havde altid drømt om at ride på en magisk enhjørning og udforske de skjulte hjørner af sit kongerige. Men desværre havde hun aldrig set en enhjørning i sit liv.
En nat, da Isabella lagde sig til at sove, hørte hun en mærkelig lyd udenfor sit vindue. Hun åbnede forsigtigt vinduet og så en smuk, hvid enhjørning, der stod lige udenfor. Enhjørningen lignede noget fra en drøm med dens funklende horn og bløde pels. Isabella vidste, at det var hendes chance for at opfylde sin drøm.
Hun klatrede forsigtigt ud af vinduet og kravlede op på enhjørningens ryg. Enhjørningen fløj op i himlen og fløj højt op over trætoppene. Isabella var overvældet af følelsen af frihed, og hun havde aldrig følt sig mere lykkelig.
De fløj hen over dalen og op i bjergene, hvor Isabella så de smukkeste udsigter. Men pludselig begyndte enhjørningen at falde ned mod jorden. Isabella var skræmt, men enhjørningen landede blidt på jorden, og hendes horn begyndte at lyse.
Isabella så en mystisk grotte bag et vandfald, og enhjørningen ledte hende derhen. Derinde fandt hun en magisk krystal, der var gemt væk i et hjørne. Isabella tog krystallen forsigtigt op, og hendes hånd lyste op i en blålig farve. Hun vidste, at krystallen var fyldt med magi.
Enhjørningen fløj hende tilbage til hendes vindue, og Isabella faldt i søvn med et smil på læben. Næste morgen vågnede hun og troede, at det hele havde været en drøm. Men da hun kiggede på sin hånd, så hun, at hun stadig havde krystallen.
Fra den dag og fremefter ville Isabella ofte tænke tilbage på sin magiske tur med enhjørningen. Hun ville aldrig glemme den følelse af frihed og lykke, hun havde følt. Og hun vidste, at hun altid ville have en særlig forbindelse til enhjørningene i sit kongerige.
